Af Maiken Terp Legarth, Tørring Gymnasium, og Victoria Langagergaard, Aarhus Katedralskole
I starten af august var vi så privilegerede at få lov til at deltage i World Assembly i Indonesien. Det er IFES’ generalforsamling, som afholdes hvert fjerde år. IFES, International Fellowship of Evangelical Students, er et internationalt KFS-fællesskab, med 164 forskellige medlemslande, der alle har samme vision om at kende Jesus og gøre Jesus kendt.
Vi kom hjem fra World Assembly med en kuffert fyldt med vasketøj og souvenirs, samt en helt tom myggespray. Men det var langt fra det eneste! Fællesskabet med vores kristne søstre og brødre fra hele verden var ubeskriveligt. Et fællesskab med Gud i centrum, som kunne mærkes gennem deltagernes tilgang til hinanden – hvordan der altid var plads til en ekstra ved bordet, hvordan man tog sig tid til at forstå hinanden på trods af sprogudfordringer, og hvordan man delte opmuntringer og udfordringer fra ens hjemlande. Vi kom også hjem med en masse nye og inspirerende lovsange, vi ikke kunne vente med at dele med vores venner og KFS-grupper! Men det, der til hver en tid trumfer alle de fede lovsange og smukke souvenirs, er dog alle de inspirerende, engagerede KFS'ere fra hele verden, vi mødte.
Vi mødte mennesker fra lande, vi knapt nok vidste eksisterede, og særligt mødet med mennesker, der kommer fra lande, hvor det at være kristen bringer deres liv i fare, gjorde stort indtryk på os. Midt i modgangen står de fast på troen på Gud. De var på World Assembly af en grund – fordi de også vil sprede evangeliet blandt unge i deres lande. Så fantastisk og inspirerende at høre!
Et af de møder, der gjorde et særligt indtryk på os, var mødet med en russer og en ukrainer. De fortalte begge om deres oplevelser med krigen i deres hjemlande, men det, der var allervigtigst for dem at dele, var, hvordan de midt i det hele oplevede Guds nærvær og håbet i Jesus. En pige fra Ukraine fortalte, at de har oplevet en stor tilslutning til KFS og flere og flere unge, der ser et behov for Jesus i deres liv. Krigen stopper ikke Gud fra at arbejde!
Om vi kom fra lande med krig eller verdens næst-gladeste land spillede ingen rolle på World Assembly. Her var vi én stor familie i Kristus. Det var et fællesskab, der gjorde stort indtryk på os. Særligt fællesskabet med de andre unge var så livsbekræftende. Selvom vi kom fra mange forskellige baggrunde, havde vi en oplevelse af at være venner fra dag et.
Mange af de unge mennesker havde opgaver i deres KFS-grupper derhjemme, og det var dragende og inspirerende at høre dem fortælle passioneret om deres tro og det arbejde, de laver for at kende Jesus og gøre Jesus kendt i deres lande og byer! Vi kan begge mærke, hvordan vores drømme og engagement for KFS i Danmark er steget. Det er blevet klart for os, hvilke ting vi værdsætter højt i KFS, og hvilke områder vi stadig mangler at finde løsninger til og udvikle os på. Men mest af alt var det bare et kæmpe KFS-boost, der kun førte godt med sig!
Alt i alt står vi tilbage overvældede over mødet med kristne fra så mange forskellige kulturer, der står sammen på et fælles grundlag – nemlig Jesus!