To KFS’ere + fire LTC’ere = God jul til Ringkøbing STX

En råkold decembermorgen. Du cykler afsted til gymnasiet i den sædvanlige tåge af træthed. Langsomt mister dine fingre følsomheden, som den kolde luft ubarmhjertigt slår mod cykelstyret. Du tænker på, hvordan du skal kunne tage noter i de første timer med fingre som disse. Du nærmer dig skolen -men hvad er det? Det ser ud som om, der er julelys ved indgangen. Julelys og en gryde med noget varmt der damper i kulden...

To KFS’ere + fire LTC’ere = God jul til Ringkøbing STX

I sidste uge var LTC’erne på teamperiode, og Vestteam lagde vejen forbi Ringkøbing. Der er én KFS’er på henholdsvis STX og HHX i byen, og de mødes som KFS-gruppe. Men hvordan gør man egentlig opmærksom på KFS, når man kun er to KFS’ere?

For Agnete Thidemand Kristiansen er tanken om at stille sig op til morgensamling ret grænseoverskridende – derfor valgte de at gøre noget helt andet: ”Det er de færreste, der bliver forargede over at få en kop gratis kakao. Vi ville bare helt vildt gerne give vores kammerater en god start på dagen! Derudover er der selvfølgelig den fordel, at vi får vist, at der faktisk er noget, der hedder KFS.”

Opbakning fra LTC

Kakao til et helt gymnasium er et stort projekt at kaste sig ud i, når man er så få KFS’ere. Derfor var det en god kombination, at LTC’erne var ude på årets sidste teamperiode, og kunne hjælpe med at få det til at ske. Selv med flere folk var der dog logistiske udfordringer: ”Der kom orden i kaos. Der var ellers ikke så meget, der gik efter planen. Sikringen sprang, men det blev løst. Kakaoen brændte på, men det smagte godt alligevel. Vi havde glemt kopperne, men fik lånt og købt nogle,” fortæller Nikolaj Bach, LTC’er.

Det endte med at blive en god morgen, men Agnete siger også, at det ikke er noget, man nødvendigvis ’bare’ gør: ”Skal jeg være ærlig, så er det nok ikke uden grund, at det først er i 2.g vi deler kakao ud, og ikke da vi gik i 1.g… For ja – det er grænseoverskridende, når man er den eneste fra sit gymnasium. (Heldigvis med en god makker fra HHX!) Men for os har LTC’erne været en kæmpe hjælp! Pludselig gik vi fra at være 2 til at være 6! Det var vildt fedt, og gav meget mere mod og overskud til at gøre det!” Med opbakning fra LTC’erne lykkedes det altså at dele kakao ud til gymnasieeleverne i Ringkøbing, og dermed optø de frosne morgenfingre – og endnu vigtigere, at gøre opmærksom på de to studiesteders små KFS-grupper.

LTC’erne fortsatte dagen med at have en stand på gymnasiet, og blev også inviteret ind for at holde en religionstime om eftermiddagen. Der er god grobund for, at mange flere KFS’ere og gymnasier kan få besøg af LTC’erne, for samtlige 15 elever har valgt at fortsætte på overbygningen i foråret. Det betyder meget mere kakao og mange flere snakke om Gud! Hurra!