LTC-Israel tur-retur

Efter tre uger i Israel kom LTC’erne hjem med solbrune kinder, opmuntrende historier og et lidt dybere kendskab til kultur og konflikter i Israel. Læs her nogle tanker fra Amanda, Christian og Marius.

LTC-Israel tur-retur

Tolv elever fra KFS’ Ledertræningscenter har netop afsluttet deres tur til Israel. I løbet af de tre uger, de var af sted på denne anderledes teamperiode, oplevede de blandt andet fællesskabet mellem kristne, som er stærkt selvom, kulturforskellene er meget tydelige.

Gud gav frimodighed
De samtaler, LTC’erne havde på de forskellige fremstød, foregik på engelsk. Selvom det var en udfordring oplevede Amanda Hagelskjær Sjursen, at Gud tydeligt var med i det.

”Der var et tidspunkt, hvor jeg snakkede med en amerikansk filosofiprofessor, og der var jeg da lidt intimideret. Men han tog det meget roligt. Det var bare fedt at opleve, hvordan Jesus bare gav frimodighed til at snakke. Han kunne ikke forstå jeg ikke gik på universitet, fordi jeg var så rolig, selvom jeg udfordrede ham.”

Det var en generel oplevelse for Amanda, at Gud var med i de snakke, hun havde på deres fremstød.

”De fik spørgeskemaer – ofte på hebraisk. Så sidder de der, og jeg tænker, hvordan jeg nogensinde skal starte en samtale. Men det lykkedes hver gang. Jeg ved ikke helt hvordan, men det kom bare. Så sidder man og siger til Gud: giv mig en mulighed. En gang i Beersheba var der to piger, der sad helt stille, og jeg tænkte bare: Gud, vil du ikke bare lade dem snakke, for jeg har ingen idé om, hvad jeg skal sige. Og så siger hun lige pludselig til det sidste spørgsmål: I’m not gonna answer this! Og så forklarede hun hvorfor, og så kunne vi snakke om det. Det var meget fint, at der lige til sidst åbnede sig en mulighed.”

Forskellighed i kulturen
”Jeg tror, jeg oplevede, at det var lidt sværere end Amanda at falde i snak med folk”, supplerer Marius Weber Jørgensen og fortsætter,

”Men generelt er religion jo en større del af deres liv dernede. Så religion fylder mere i det offentlige rum. Det fylder mere i samfundet, end det gør herhjemme. Så det var egentlig noget folk for det meste havde taget stilling til, hvor det i Danmark ofte er noget, man bare tager lidt løst på.”

Og de var ifølge Marius villige til at tale om det, men Amanda havde en helt anden oplevelse,

”Må jeg lige bryde ind. Jeg snakkede med en sekulær hippieagtig jøde, som holdt ’shabbat’ (den ugentlige helligdag, red.), fordi det fik ham til at føle sig spirituelt godt tilpas. Han sagde netop efterhånden som samtalen forløb: jeg kan virkelig ikke lide at snakke om det her. Man snakker ikke så meget om det hernede. Så jeg tror, at de sekulære har den holdning, at man skal holde op med det der religion. Men han var stadig interesseret i at snakke, fordi der var den modstand i ham. Det fascinerede ham. Det satte også nogle tanker i gang hos ham.”

Christian Hjort Vindum, der inden opholdet på LTC var volontør i Israel, konkluderer,

”Det her er jo et glimrende eksempel på, hvad Israel er for noget. Det er meget svært at generalisere bare det mindste, når man taler om Israel. De har så mange forskellige mennesker, så mange forskellige livssyn. Hvad tror jøderne på? Det svarer til at spørge om, hvad en dansker tror på. Men han er jo bare dansker.”

 

Man ved ikke, hvad man møder
Christian fortsætter med at fortælle om oplevelserne på de fremstød eller outreaches, som de kalder dem.

Vi møder så mange forskellige mennesker, og det er også en af udfordringerne ved at være på outreach. Man ved ikke helt præcist, hvad man møder, hvorimod hvis man går ud på et gymnasium i Danmark, så siger min erfaring mig i hvert fald, at der er rigtig gode chancer for, at du møder en, der ikke rigtigt har taget stilling til særligt meget, når det handler om liv og tro og sådan noget.”

Det bør ifølge Christian også give en vis ydmyghed over for den israelske kultur.

”Vi tog også derned til at finde ud af lidt mere om, hvad Israel er, og hvad den her konflikt handler om. Så på dette område bliver det bare endnu tydeligere, at du ikke bare kan komme her som Mr. Denmark og fortælle dem, hvad der er galt og komme med forslag. Du kan snakke med de enkelte mennesker og få en helt masse forskellige historier, men hvis du tror har fundet ud af, hvad det handler om, så har du i virkeligheden ikke fundet ud af særligt meget.”

 

Fællesskab på tværs af kulturer
Selvom kulturforskellene er meget store, var det en fælles oplevelse for de tre, at båndet mellem kristne brødre og søstre. Marius forklarer om mødet med nogle kristne i Ramallah, hvor vi var i halvandet døgn,

”Det var utroligt fascinerende at se, hvordan de samtidigt var kristne, men levede i et samfund, hvor det var en helt anden måde at være det på. De blev ikke udsat for vold eller chikane på nogen måde, men når de tænker på, hvad der sker i Syrien, ligger den alligevel og lurer et eller andet sted i baghovedet,” siger Marius og fortsætter,

”Jeg synes, det var fedt at opleve, at selvom vi kom fra Vesten og har alt, vi har brug for, og de bor i et besat område, hvor de er en minoritet i minoriteten, så er vi alligevel bare et i den kristne tro. Og det bliver familie, selvom der er så stor en kulturel forskel. Selvom der er den store kulturforskel, er der bare vores tro, som vi kan være sammen om. Den vigtigste del af mit liv, kan jeg dele med dem, og de kan gøre det samme med mig.”

Christians bekræfter den oplevelse,

”Jeg har oplevet meget af det samme som Marius. Der var en aften, hvor vi var sammen med nogle messianske jøder og amerikanere, som studerede på Tel Avivs universitet. Og så lige pludselig sidder jeg oppe i en lejlighed sammen med tyve andre mennesker fra Israel, som jeg aldrig har mødt, og så sidder vi og lovsynger.”

”Altså det giver jo ingen mening, at jeg er sammen med de mennesker, når man bare lige ser på det udefra. Det er jo bare nogle random mennesker, jeg overhovedet ikke kender, og den eneste grund til, at vi samles er, at vi tror på Jesus, og det er bare sådan, man gør, når man tror på Jesus, og det er bare naturligt, for selvfølgelig skal vi jo samles. Det oplevede vi flere gange i Israel.”

Lærerig tur
Til spørgsmålet om, hvor vidt Amanda har lært noget, svarer hun meget klart.

”Om jeg har lært noget! Du kan spørge mig hver time, hvad jeg har lært. En af de mest simple ting jeg har lært, og det gik meget hurtigt med at lære, det er, at bøn virker. Vi skulle ind til noget dele-noget, og så spurgte jeg Gud, hvad han gerne ville sige. Så gav han mig lige et bibelvers med fokus på, at bøn det virker. Det tænkte jeg, at jeg lige ville dele, og så bad vi bagefter. Det gav bare god mening.”

Amanda mener ikke, at hun er blevet helt vild med Israel, som man oplever, at mange andre er blevet efter en tur derned. Der var mange, der sagde ”I love Denmark” til hende, men hun følte ikke helt, at hun kunne sige det helhjertet tilbage igen.

”Der er bare så mange sørgelige ting. Der er mange ting, der sker, men også bare en masse misforståelser. Det er helt utroligt. Men det er et meget smukt land, så selve landet, kan jeg godt lide,” afslutter Amanda.

 

For LTC’erne, der nu er kommet hjem, begynder forberedelserne til konfirmationsundervisning, teamperiode og påskelejr at presse sig på.