LTC-basis vel overstået

LTC’erne ser tilbage på et år med glæder og udfordringer. Det har været et pakket og lærerigt halvår for de unge studerende. Læs hvad nogle af dem siger.

LTC-basis vel overstået

Christina Damgaard Nielsen: 
”Jeg kan kigge tilbage på nogle måneder, hvor der er sket rigtig meget, men samtidigt er det også bare rigtig rart med en pause. Jeg tror ikke, det havde gået, hvis vi var fortsat fire måneder endnu uden en pause. Jeg har brug for en ny energi til at være her. Det har sat rigtig mange spor. Det er lidt svært at se, når man er i det – jeg synes egentlig, at jeg kan se mange ting – men jeg tror, at jeg hen ad vejen kommer til at se endnu flere ting.”

Dagmar Wagner Olsen:
”Jeg har fundet ud af, at mit liv afhænger helt vildt meget af Gud. Det der med at finde hvile i mig selv, det handler mere om, at jeg skal finde hvile i Jesus og den, han er. Finde min identitet i ham. Det er sådan det helt store, jeg har fået ud af det.”

Olivia Braüner Bjerge:
“Hvor mange perleplader, har du lavet i løbet af basis? ”Jeg har været med til at lave syv, men det er sammenlagte, så hvis jeg skal tælle enkelte plader er det 18 eller 23. I enkelte perler er det 900 gange det tal. Så kan du jo selv regne det ud.”

Christian Hjort Vindum:
”Det kedeligste, jeg har lavet, er nok troslære med Frank. Fordi Frank… han er bare en gammel mand ☺”

Søren Edelmann Hammer:
”Det mest spændende fag var troslære, tror jeg. Fordi vi er kommet det meste igennem, Og det har også gjort, at alle de ting jeg har tænkt: dem tager jeg op på et tidspunkt, har jeg været nødt til at tage stilling til. For eksempel hvad er dåb egentlig, og hvad er arvesynd, findes det eller findes det ikke. Det, at jeg har været tvunget til at tage dem op og arbejde med dem – ikke at det er kommet fuldstændig på plads, men jeg har fået mulighed for lige at kigge på dem og få nogle forskellige vinkler på det – det har været rigtig spændende.”

Marius Weber Jørgensen:
”Der er nogle enkeltpersoner, som stritter særligt ud. Der var en muslimsk pige på Nykøbing Falster Gymnasium, som sad inde til en religionstime, og som var med til noget grill-en-kristen om eftermiddagen. Og snuppede et Lukasevangelium og en bog inden nogle af os kunne nå at snakke med hende. Vi nåede overhovedet ikke at snakke med hende, men bare det at se, at hun var interesseret, var særligt.”