Jakob Højlund er ny LTC-forstander

KFS præsenterer hermed Jakob Skovgård Højlund som ny forstander på LTC. Han brænder for et klart evangelium.

Navnet på den nye forstander på LTC er Jakob Skovgård Højlund. Han bliver færdig som cand.mag. i historie og filosofi til sommer, er gift med Laura, og de har sammen tvillingerne Birk og Silje på halvandet år.

”Jeg brænder for KFS’ vision om at kende Jesus og gøre Jesus kendt. I forhold til LTC er det det at komme tæt på et elevhold og få lov at præge dem i det halve år eller mere de går der,” siger Jakob og fortsætter:

”Og så glæder jeg mig til at arbejde sammen med et godt team om at udruste disse elever til at komme ud i foreningsarbejdet i Danmark,” siger Jakob, der skal begynde i stillingen 1. juli.

Der er flere opgaver i stillingen, som han glæder sig til, men han fremhæver arbejdet med eleverne.

”Jeg glæder mig til undervisningssituationen med eleverne. Til at være tæt på dem og mærke, hvor de står, og hvor de er på vej hen. Til at vandre med dem i de måneder, de er på LTC,” siger den 28-årige specialestuderende, som tidligere i sin studietid har været engageret i ledelsen i storKFS for videregående studerende i Aarhus.

Han har også gjort sig tanker om KFS på landsplan:

”Jeg brænder særligt for en åndelig modning blandt LTC’erne, men også for at sætte en klar evangelisk dagsorden på landsplan, hvor det at kende Jesus er at vokse i erkendelsen af evangeliet. At evangeliet må stå knivskarp ser jeg som et program for mit virke.”

Den uddannelsesmæssige baggrund på historie med sidefag i filosofi, mener han også, han kan bruge i arbejdet:

”Jeg tænker, at min uddannelse er meget relevant i forhold til at forstå, hvad eleverne er oppe imod i forhold til livsanskuelser og den måde, gymnasieelever tænker om livet. Der er jeg blevet klædt på til at forstå deres måde at tænke på fra forskellige vinkler. Og så er det selvfølgelig en akademisk uddannelse, som giver mig redskaber til at analysere på forskellige måder.”

Højskolen LTC ligger sammen med KFS-centret i den lille by Ødsted uden for Vejle. Det betyder også, at den lille familie på fire flytter ind i forstanderboligen, som ligger ved siden af Jakobs kommende arbejdsplads.

Selvom han er spændt på at flytte fra Danmarks anden største by, Aarhus, til den lille flække på knap 1500 indbyggere, tror han, de vil blive glade for at bo der.

”Jeg er spændt på at forlade hele omgangskredsen og min familie. Vi kommer jo til Ødsted med børn, og børn kan godt åbne nogle døre. Jeg er ikke bange for, at vi kommer derned og er ’Palle alene i verden’,” fortæller Jakob, som også forklarer, at hustruen Laura håber på at finde et job som lærer i nærheden, som kan afløse hendes nuværende vikariat i Herning.

Fritidsinteresserne kredser sig omkring sport og især skisport. Selvom langrend er den sportsgren Jakob, der som barn har boet i Norge, selv dyrker på højt niveau, er han efter eget udsagn generelt bare en stor skientusiast.

Jakob Skovgård Højlund afløser Nic Skjøtt, som begyndte i sin stilling i 2006.