Indtryk fra et kontrastfyldt land

To LTC’ere fortæller om nogle af deres oplevelser fra holdets treugers teamperiode i Israel.

Indtryk fra et kontrastfyldt land

Fra 19. februar til 15. marts var elevholdet fra KFS’ højskole LTC på en tre ugers teamperiode i Israel. De besøgte lokale studerende, mødte vidt forskellige kristne og havde også lidt tid til at lege turister. Det, der står tilbage som en særlig erfaring for LTC’erne Amalie Munk og Troels Nymann Eriksen, er, at det kristne fællesskab går på tværs af de dybe kløfter, der er i det kontrastfyldte land.

Nævn en god oplevelse fra turen.
Amalie:

”Der har jo været en milliard gode oplevelser. Hvis jeg skulle fremhæve en, er det, at vi var på Vestbredden i Ramallah i nogle af de første dage. Der besøgte vi nogle af de kristne palæstinensere, som bor derinde. Vi var sammen med dem til bibelstudie om aftenen, noget lovsang og snak og hygge. Det var vildt fedt, og det gjorde et kæmpe stort indtryk at få lov til at høre om deres situation, og hvordan de lever med den mur, der er omkring dem. At høre om deres tro og dele liv med dem og vide, at vi var kristne brødre og søstre, og det var det, der bandt os sammen. Deres hverdag er bare så anderledes end vores, der er så mange forhindringer, og der er så mange ting, de ikke må på grund af det israelske styre. De kan ikke få lov at rejse frit, og de har ikke samme muligheder for uddannelse, som vi har. De føler sig bare presset mellem de palæstinensiske muslimer på den ene side og israelerne på den anden side, og så er de bare det lille kristne mindretal. De var bare så åbne og søde og tog rigtig godt imod os. Vi blev virkelig behandlet godt på trods af, at vi bare var nogle, der kom udefra.”

Troels bryder ind og nævner en mand, der fortalte dem om den håbløse situation. På trods af det slutter den kristne palæstinenser af med at sige, ”men vi har jo Jesus.”

Troels:

”Jeg har været i Israel en del gange efterhånden, så jeg har leget turist. Jeg ved ikke, om man kan kalde det en positiv overraskelse for jeg vidste godt, at det ikke var pointen med vores rejse, at vi skulle lege turister. Vi skulle også lave noget. Og det var meget lækkert for mig, for jeg havde set turistattraktionerne. Det at møde de kristne var stort, men det har Amalie også sagt. Så jeg vil også gerne fremhæve vores outreaches. På Hebrew University i Jerusalem snakkede Martin (Vase, red.) og jeg med en rigtig traditionel ortodoks jødisk pige. Og det var ret stærkt for de fleste af jøderne var faktisk meget sekulariserede, en stor del af dem er inspireret af buddhisme, og det er ikke lige det, man regner med, når man kommer derned. Man tænker, at de enten er muslimer eller jøder. Men der er meget østlig religion i det, og det er ekstremt sekulariseret.”

Amalie bryder ind:

”Det var faktisk ret skræmmende. Man har en idé om, at man skal ned til et meget religiøst land, men størstedelen af dem, jeg snakkede med, var også sekulariserede jøder.”

Troels:

”Ja, og det er jo også det der med, at man kommer i kontakt med den reelle befolkning i stedet for at have den der turistbarriere i vejen. Det var ret stort. Og så brugte vi rigtig meget tid på at forstå Israel-Palæstina-konflikten. Vi havde nogle ude fra et forsoningsarbejde, der hedder Bridge Builders, vi mødte de kristne i Ramallah, og så mødte vi også en tidligere elitesoldat fra Israel Defence Force, så vi har fået det fra alle vinkler. Og man forstår godt, at når Obama sætter som et mål for sin valgperiode, at det her skal lykkes, at det så ikke lykkes på trods af en ihærdig indsats. Det giver god mening. Det er meget kompliceret.”

Amalie:

”Ja det er meget kompliceret, men det var fedt at få lov til at få det fra de forskellige vinkler. Og få et mere reelt syn på, hvad der egentlig foregår dernede. For det er klart, at den tidligere israelske soldat var meget pro Israel, mens palæstinenserne havde et meget andet syn på det end ham.”

Amalie fortsætter:

”Det var min første gang i Israel, så jeg synes selvfølgelig, det var meget fedt at lege turist og få lov til at se nogle af de ting. Men turen fik bare meget mere mening af, at vi fik lov til at tage del i noget af det her arbejde og møde alle de her skønne mennesker.”

Troels:

”Men det er jo et meget specielt land. Jeg tror, at hvis man skal opsummere det i en enkelt symbolsk oplevelse, kunne det være, da vi gik i noget, der hed Yehudia (en nationalpark i Golanhøjderne, red.). Det er fantastisk flot. Det var israelsk forår, så alting blomstrede fuldstændigt. Der var en sennepsmark, hvor det var helt gult, og så var der nogle træer, som blomstrede helt lilla. Men fordi vi var ti kilometer fra den syriske grænse, kunne vi høre maskingevær og bomber i baggrunden. På den ene side befinder vi os midt i et ekspressionistisk maleri, og på den anden side kan man bare høre de der geværskud i baggrunden. Det er dybt bizart i virkeligheden.”

Amalie:

”Men det indrammer egentlig også hele konflikten i Israel. Det er jo de forhold, de lever under til hverdag. Der var ro, da vi var dernede, men man ved bare, at lige pludselig kan det eksplodere. Og det var en ret bizar kontrast at stå i.”

Troels:

”Mens vi var i Jerusalem, var der et knivangreb – en araber der var begyndt at stikke folk ned. Og så kommer Jerusalems borgemester, fordi han lige var i nærheden, og så takler han ham bare. Det er ligesom den fornemmelse, der er. Du kan finde det på Youtube.”

Om 10 år. Hvad er det så, I tager med fra den her tur?
Amalie:

”Jeg er nødt til at fremhæve mødet med alle de kristne. Vi var fælles i troen, men alligevel var de meget forskellige. Vi havde messianske jøder, vi havde palæstinensiske kristne, vi havde arabiske kristne, folk der er færdige med at studere, folk der er i gang med at studere. Altså folk fra vidt forskellige baggrunde. Det at få lov til at blive en del af deres liv og blive en del af kulturen dernede, den åbenhed og imødekommenhed, vi blev mødt med alle steder. Det var virkelig overvældende. De lever i et meget konfliktfyldt land, hvor der bare er en masse problemer, som også påvirker. Men de tog bare stadig imod os med åbne arme og så bort fra alle urolighederne. At vi fik lov til at dele tro og liv med dem, det tror jeg, at jeg vil gemme i ret lang tid.”

Og hun tilføjer: ” og så bare det at være i Israel. At kunne få lov til at gå de steder, Jesus har gået, og opleve de ting, Jesus har oplevet. Og se den smukke natur. Det var bare fantastisk. Det vil jeg også tage med.”

”Så har du næsten også sagt det hele,” siger Troels til Amalie og fortsætter,

”Jeg læner mig op ad det, hun siger. Jeg er også nødt til at fremhæve den der imødekommenhed. Vi var i Tel Aviv, hvor vi boede i kirkens lokaler. Om aftenen havde de et young adults møde, og vi skulle egentlig ikke have været med til det, men så render de ind i mig, fordi jeg lige skulle på toilettet. Og så siger de bare, ”hey du skal da være med”, og selvfølgelig skal jeg det. Det opsummerer det virkelig godt. Vi er en kirke af mennesker, og nu fik vi lov til at gå ud i en fløj i den, hvor vi ikke havde været før. Og det var virkelig fantastisk.”