Forskellige skoler, samme budskab

Sydteamet var i Aarhus i teamperioden. Skolerne var meget forskellige, de studerende var meget forskellige, men alle blev mødt med budskabet om, at Gud ønsker personligt fællesskab med alle.

Forskellige skoler, samme budskab

Af Nanna Forum Dideriksen, praktikant

I uge 5 var LTC’erne på teamperiode, og jeg fik som praktikant ved LTC lov til at følge sydteamet, der var draget til Aarhus for at besøge forskellige gymnasier og møde menneskene der.

Besøg på Katedralskolen
Aarhus Katedralskole er det første stop. Her møder vi en skole, som emmer af historie. De slidte trappetrin fortæller, at gennem de sidste 800 år er der mange elever heriblandt Grundtvig, som har gået på denne skole.

På dette gamle sted stiller sydteamet KFS-standen op og gør sig klar til at møde eleverne med et smil, en kop kakao, tip en 13’er og en snak om Gud. Der er mange elever, som prøver og se, om netop de kan svare rigtigt på alle 13 spørgsmål. For var det 10 eller var det over 500 mennesker, som så Jesus efter påskemorgen? Og hvad var det nu, Jesus sagde: ”Jeg er Vejen, Sandheden og Livet” eller ”Jeg kender Vejen, Sandheden og Livet” eller ”Jeg følger Vejen, Sandheden og Livet”?

Et stort stykke papir på bordet giver eleverne på Katedralskolen mulighed for, at stille Gud et spørgsmål. Nogen ved lige, hvad de skal spørge om, andre overvejer grundigt, for et spørgsmål til Gud skal være det helt rigtige.

LTC’erne får mange gode snakke med elever omkring Gud, Bibelen, tro og meget andet.

Religionstimer
Dagen efter besøger vi et helt andet gymnasium. Egaa Gymnasiums bygninger er helt nye, og man får fornemmelsen af, at her vil man noget nyt.

På Egaa gymnasium skal Anders og Amalie holde en religionstime. Første halvdel af timen går med, at klassen selv dykker ned i beretningen om Zakæus, og Anders fortæller klassen, hvordan han forstår teksten.

I anden halvdel af timen får eleverne mulighed for, at stille spørgsmål til Anders og Amalie. Klassen er meget spørgelysten, og der bliver spurgt både til centrale ting i kristendommen, men også til hvordan livet som kristen er. En elev blev hængende efter timen for at snakke videre.

En helt anden klasse er Danielle og Martin sammen med på Langkær Gymnasium, hvor de skal holde religionstime. Der er stort set kun piger i klassen, og størstedelen af eleverne er muslimer. Igen skal eleverne dykke ned i en tekst fra Bibelen i den første halvdel af timen, og der er mulighed for at stille spørgsmål i den anden halvdel. Denne gang er teksten fra Markusevangeliet kapitel 16, som fortæller om Jesu opstandelse. Eleverne fra Langkær Gymnasium kunne godt lide timen. ”Det var godt, at der var noget gruppearbejde først, men også spændende at høre noget indefra, fra nogen som tror på det”, er der en pige, som fortæller.

I løbet af ugen besøgte vi flere gymnasier i Aarhus og omegn. Der var møder med forskellige KFS-grupper og snakke med forskellige KFS’ere. Meget kakao blev delt ud, mange spørgsmål blev besvaret, og mange gymnasieelever i Aarhus har fået et møde med en kristen, måske for første gang, men forhåbentlig ikke for sidste gang.