Taknemmeligheden går to veje

I uge 27 deltog cirka 40 studerende på Assist ved Grønnevang Kirke i Hillerød. Det blev en uge med høj solskin og endnu højere humør, hvor de lokale beboere fik ordnet utallige hække og haver, og de deltagende assister blev adskillige gode oplevelser rigere. Peter Kobbersmed deler sine refleksioner.

Taknemmeligheden går to veje

Af Peter Kobbersmed, medievidenskabsstuderende

Som debuterende assister/assistianer/assistingenser  (eller hvad det nu hedder) vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg gik ind til. Jeg er helt pjattet med sommerferie: tid til venner og grillhygge, lange og imponerende frisbeesessioner, afslapning på sofaen med Wimbledon eller Tour de France rullende på skærmen, sommerhuse, jordbærtærter, strandture osv. Engang imellem kan det imidlertid være tiltrængt at foretage sig noget, som man ikke plejer at gøre, og derfor tog jeg på Assist 2015. Det har jeg ikke fortrudt.

Assist er spækket med godt humør, brede smil og stærke personhistorier, og det føles helt igennem meningsfyldt at være aktivt udrettende og opsøgende i et lokalområde – både som KFS’er og som kirke. Man ville sikkert kunne lave en forholdsvis svulstig konklusion: Assist handler om tjenersind, at være ordets gørere, ikke blot dets hørere. Man kunne også bevæge sig i den mere banale ende af skalaen og synge i kor med Justin Timberlake: ”What goes around, comes around”.

Der er sikkert noget rigtigt at hente begge steder, men min egen erfaring er imidlertid forholdsvis umiddelbar: Man bliver bare glad i låget af at hjælpe andre mennesker. Og når man samtidig får lækker forplejning, hyggeligt lejrfællesskab og møder med mennesker, som har de mest utrolige historier (hvor kirken på en eller anden måde har spillet en rolle), er det svært ikke at være begejstret.

Som studerende spenderer jeg rigtig mange timer på at bruge mit hoved, og jeg må erkende at også min kristentro i perioder bliver behandlet som en intellektuel disciplin, hvor de svære spørgsmål ikke rigtig bliver besvaret, og grublerierne hober sig op.

På Assist fik jeg lov til at erfare, at kristendommen måske fungerer allerbedst, når ordene og de kognitive udfoldelser udelades og erstattes af knofedt og hækklippere. Når jeg er til stede og møder mennesker med tid, interesse og en hjælpende hånd, får de måske en lille smag af evangeliet, og jeg får selv lov til at opleve, at taknemmelighed ikke behøver at være envejskommunikation.