Skarp og relevant for 25. gang: KFS-lejr har jubilæum

På lejren STiK får du de bedste undervisere og de nyeste udfordringer og gode svar. Og det får du for 25. gang i år. Wow. Tiden går, klokken slår. Læs med, når vi skruer den tilbage til 1994.

Skarp og relevant for 25. gang: KFS-lejr har jubilæum

Det er snart tid til STiK igen: en lejr med fokus på udrustning til at vidne om Sandheden Tro i Kærlighed – i år for 25. gang!

Men hvordan begyndte det egentlig? Vi har givet tastaturet til Ole Dupont Kofod, som gav bolden op, flere år før årets deltagere blev født.

Udfordringer og gode svar

Jeg havde selv været på LTC i 1991/92 og var meget begejstret for det. Stedet, fællesskabet, undervisningen og erfaringerne af Guds indgriben på studiestederne havde formet mig som menneske, og jeg ville gerne være med til at give det videre.

Som gymnasieelev havde jeg syntes, det var meget udfordrende at blive konfronteret med mange andre verdensbilleder end det kristne, og KFS var en stor støtte for mig i denne tid. Især regionsundervisningen, hvor en del lærere lægger meget vægt på at pille kristendommen fra hinanden, var en udfordring for mig og mange andre.

Til gengæld havde jeg også oplevet, at der var gode og troværdige svar på mange af de udfordringer, og ville derfor gerne være med til at udruste KFS’erne til deres skoleår.

Fra idé til handling

Jeg foreslog idéen om en ”udrustningslejr” – et målrettet kursus på LTC med apologetisk undervisning – til daværende generalsekretær, Leif Andersen. Han svarede, at den som bragte ideen til torvs, typisk måtte gennemføre den – og det tog jeg som et ja.

En skitse til en fire dages lejr kom hurtigt på plads ud fra en enkel ramme: først hvad apologetik (ikke) kan, så en dag om naturvidenskab, en dag om religion og sidst en dag om, hvordan man bruger det i praksis og kommer videre.

Grundtonen var, at vi som kristne skal spænde sandheden som bælte om lænden, og at det er en del af vores arbejdsudrustning.

Første lejr i 1994

Første år inviterede jeg dr.scient Peter Øhrstrøm, dels fordi han var (og er) en meget kompetent underviser og kunne formidle en brugbar viden i situationen, dels fordi han var en meget anerkendt forsker og for mig at se et forbillede for, at kristne også kan gøre en akademisk karriere og præge universitetsmiljøet.

Han skrev for nylig til mig: ”Jeg husker ikke ret mange detaljer fra dette kursus, men mindes en rigtig god stemning. Alle var meget optaget af at understrege, at kristen tro og viden går fint sammen – og bestemt ikke er hinandens modsætninger, således som det af og til hævdes.”

Oplægget fra Peter handlede om forholdet mellem kristen tro og naturvidenskab og den vigtige pointe, at troen – på at naturen er skabt af Gud, og at naturlovene er et af mange udtryk for Guds vilje – ligefrem kan understøtte god naturvidenskabelig praksis.

”Jesus kalder ikke færdige disciple uden tvivl”

Til at udruste KFS’erne til religionsundervisningen havde vi inviteret Gunnar Lundsgaard, som var (og er) gymnasielærer og dermed vidste, hvor skoen som regel trykkede.

Han nævnte blandt andet: ”Jesus kalder ikke færdige disciple uden tvivl. Han kaldte dem og lod dem følge ham 3 år, før han spørger til deres tro.”

Han supplerer desuden herligt provokerende: “Bibelen er som en løve; den skal ikke forsvares, men blot lukkes ud af buret. På samme vis skal ikke-kristne filosofier ikke angribes; de er som får, der blot skal lukkes ud, så farer de selv vild.”

Lejrens naturlige udvikling

Rammen for udrustningslejren, som vi altså nu kender som STiK, var en succes. Året efter supplerede man med et fokus på gymnasiets danskundervisning, og i ’96 blev lejren udvidet med en dag, hvor der blev plads til psykologi og et foredrag om den kristne filosof Francis Schaeffer.

Den daværende gymnasiesekretær i Sønderjylland, Ole Solgaard, var med som leder og fortsatte lejren de næste to år. Han fik lagt lidt mere forkyndelse ind i programmet, så det ikke kun var hardcore undervisning – det var nok meget godt.

En sjov detalje er, at tilmelding foregik pr. post, og der var hverken email-adresser eller links i programmet. Desuden har det vist sig nærmest umuligt at finde nogle billeder fra lejren, på trods af at jeg har haft fat i 15-20 oplægsholdere og deltagere – i dag vil sådan en lejr være dokumenteret med de første 1000 billeder.

Mere end 500 KFS’ere på STiK

Set i bakspejlet kan jeg kun glæde mig over, at man generelt i KFS har mod til at sætte nye skibe i søen og lade mennesker vokse med opgaverne.

Personligt var det en skøn oplevelse tre gange at være med til at se unge kristne få mere frimodighed over, at vores tro og det kristne verdensbillede hænger godt sammen og er værd at forsvare og proklamere.

Der må have været mere end 500 deltagere igennem lejren over årene, og jeg er da lidt stolt over at have startet noget, som lever i bedste velgående endnu.


Læs meget mere om STiK 2018 HER og på facebooksiden.