Rekordvarm sommer intet problem for frivillige KFS'ere

Nok var juli historisk varm, men det stoppede ikke 40 studerende fra hele Danmark i at samles i Hillerød for gennem praktisk hjælp at vise kærlighed til mennesker.

Rekordvarm sommer intet problem for frivillige KFS'ere

Af Julie Thingmann Christensen, KFS-sekretær i nord, julie@kfs.dk 

Der kom lidt hård hud på de bløde studenterhænder denne juli.

Anledningen hed ASSIST, som er en KFS-sommerlejr for studerende på videregående uddannelser, der afholdes i tæt samarbejde med Grønnevang Kirke i Hillerød og områdets beboerhus.

Efter en spændende opstartsdag med intro til lokalområdet og ryste-sammenaktiviteter, gik de næste fire dage med at arbejde i den bagende sol. Hække blev klippet, plankeværk og vægge malet, spindelvævene fjernet og kælderrummene gennemsorteret.

Relationer og åbne hjerter

I sig selv er det selvfølgelig helt fantastisk, at 40 studerende på én uge lagde 600 timers praktisk arbejde i 77 forskellige hjem. Dog er det langt større, at de mange timers arbejde resulterede i stærke relationer de studerende imellem og til de mennesker, der havde åbnet deres hjem og hjerter for besøg.

Dette blev fejret fredag aften med en kæmpe arabisk grillfest i beboerhuset, hvor alle fra lokalområdet og ASSIST var inviteret med. Det blev fejret igen lørdag eftermiddag, hvor alle, der havde haft besøg i løbet af ugen var inviteret til kagefest i Grønnevang Kirke.

Et fantastisk match

En oplevelse, der særligt satte sig i hjertet på mig, var da en tiloversbleven elevationsseng fra et dødsbo, som nogle deltagere havde hjulpet med at tømme, fik pæren til at blinke hos en anden deltager: Han havde besøgt en ældre herre i løbet af ugen, som sov på sin sofa, netop fordi han manglede en elevationsseng.

Hvilket fantastisk match – nærmest som var det lagt til rette fra oven.

Den slags oplevelser, og om der mon er én, der lægger dem til rette, var der tid til at fundere og begejstres over flere gange på lejren: Morgenbøn, to spændende oplæg fra Carsten Espersen og Kristian Kappel om henholdsvis Hjælp og Jubel, spontan lovsang akkompagneret bl.a. af ukulele og mundharpe og endelig en gudstjeneste på lejrens sidste dag, som endnu engang bragte lejrens deltagere sammen med mange lokale og gav dem et fælles møde med den treenige Gud.

Hvilket fantastisk fællesskab at være en del af!