Påskelejr 2018 – Guds Mission: Impossible?

Er der mere i mission end som så? Det er det, vi skal finde ud af på Påskelejr 2018: Guds mission – for os – for verden. Og du kan stadig nå at tilmelde dig!

Påskelejr 2018 – Guds Mission: Impossible?

På årets Påskelejr lægger komitéen op til at gå i dybden med at forstå Gud og hans mission, for hvad er det egentlig, det går ud på?

Guds mission – for os – for verden

Der vil blive set på, hvordan Guds mission udvikler sig gennem Det Gamle Testamente og kulminerer med Jesus. Men det slutter ikke der, for vi skal føre arven videre.

For hvem er denne Gud, der opsøger os? Hvorfor opsøger han os? Hvordan opsøger han os? Hvordan modtager vi ham – eller modtager vi ham overhovedet? Og hvordan deltager vi aktivt i Guds mission?

Glen Scrivener er årets hovedtaler og vil arbejde med disse spørgsmål igennem tre festlige aftensamlinger.

 

Stress og studieliv

Udover det vil der også være temaeftermiddag, der i år kommer til at handle om ”stress og studieliv”. Og med en statistik, der fortæller, at over halvdelen af studerende i Danmark ofte føler sig stressede, er det noget, vi som kristne også er nødt til at forholde os til og oplyse om.

Derfor er psykolog Christian Bæk blevet inviteret til at hjælpe os igennem junglen af begreber. Han vil have fokus på fakta, eksempler på niveauer af stress og gode råd om forebyggelse.

Tilmeld dig

Har du ikke tilmeldt dig Påskelejr endnu? Du kan stadig nå det online – sidste dag er på søndag den 18. marts. Du finder tilmeldingen via www.paaskelejr.dk.

Skulle du misse seneste tilmeldingsdato, så mød op på lejren og henvend dig ved receptionen.