Nadver kun for døbte?

"Enhver, som er døbt og tror på Jesus, er velkommen til at deltage i nadveren". Således inviterede generalsekretær Christian Rasmussen til nadverfejring på årets Discipeltræf. Han uddyber formuleringen "enhver, som er døbt" herunder.

Nadver kun for døbte?

Af Christian Rasmussen, generalsekretær i KFS, christian@kfs.dk

Når jeg leder nadveren på KFS’ lejre, plejer jeg at sige, at enhver, som er døbt og tror på Jesus, er velkommen til at deltage i nadveren. Det har hver gang affødt et par kommentarer fra deltagere, som ikke forstår, hvorfor man skal være døbt for at gå til nadver. Og jeg forstår for så vidt godt spørgsmålet. Vil Jesus virkelig afvise nogen ved sit bord? Det er jo dét, som det faktisk handler om. Det er jo ikke præstens nadver, men Herrens.

Og fordi jeg ikke har mulighed for at give en lidt længere forklaring under gudstjenesten, vil jeg gerne forsøge her, for selvfølgelig er der en forklaring, og selvfølgelig skal den også være tilgængelig. Og det er min forklaring i den forstand, at den ikke er et officielt KFS-dokument.

Lad mig understrege, at Jesus aldrig vil afvise nogen, der kommer til ham. Det siger han selv i Joh 6:37, og hvis der kan rokkes ved disse ord, så falder alting sammen – også for mig. Når nadverbordet alligevel kun er for døbte, handler det om, at der er et andet sted, Jesus vil tage imod os først. Og det er netop i dåben.

Når vi går til Ny Testamente, kalder Jesus os til at gøre disciple, idet vi døber og lærer. I dåben bliver vi således en del af hans discipelflok, og vi ser, at den naturlige følge af at komme til tro på Jesus er at blive døbt. Det går igen og igen. Det begynder på pinsedagen, hvor folk som respons på Peters forkyndelse, spørger:

»Hvad skal vi gøre, brødre?« Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på.« Og med mange andre ord vidnede Peter og formanede dem og sagde: »Lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt!« De, som tog imod hans ord, blev døbt, og den dag blev der føjet næsten tre tusind mennesker til (ApG 2:37b-41).

Læg mærke til, at dåben er den umiddelbare følge af omvendelse og tro, og notér også, at de nye kristne ”blev føjet til”. Føjet til hvad? Det må være ”kredsen af brødre” jf. ApG 1:15, altså menigheden. Paulus kan tale om, at vi er ”døbt til Kristus” (Rom 6:3/Gal 3:27) eller mere præcist, som man kan gøre det på engelsk: ”baptized into Christ”. Vi bliver ét med ham ved dåb og tro, og derfor også ét med alle de andre, som er ét med ham, og som sådan bliver vi en del af Jesu store familie, en del af Jesu legeme. Som Paulus siger i 1 Kor 12:13: ”For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme…”

Og så tilbage til pinsedagen og det næste vers, nemlig ApG 2:42: ”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.” Menigheden, legemet, discipelflokken, Jesu familie til hvilken nye medlemmer var blevet føjet til ved tro og dåb holdt fast ved bl.a. brødets brydelse, altså nadveren. Der var en rækkefølge her. Dåben er sakramentet, der gør os til ét med Jesus og giver os plads ved familiens særlige bord så at sige, hvor vi lever af det offer, som Jesus gav for os. Paulus siger det sådan:

”Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød.”

Vi spiser og drikker af Jesu livgivende offer for os, ligesom jøderne i den gamle pagt spiste af det offer, som blev bragt i deres sted. Og man måtte være omskåret for at spise påskemåltidet i den gamle pagt. Se 2 Mos 12:43-49:

Herren sagde til Moses og Aron: »Dette er forordningen om påskelammet: Ingen fremmed må spise af det. Enhver træl, der er købt, og som du har ladet omskære, må spise af det. Ingen tilflytter eller daglejer må spise af det. […] Hele Israels menighed skal deltage. Når en fremmed bor som gæst hos dig og vil holde påske for Herren, skal alle af mandkøn hos ham omskæres. Så må han være med til det, og han skal være som en af landets egne. Men ingen uomskåret må spise af det. Én og samme lov skal gælde både for landets egne og for den fremmede, der bor som gæst blandt jer.«

Var man ”fremmed” og ikke en del af pagtsfolket, måtte man blive det for at spise påskelammet. Omskærelsen var indgangen til den gamle pagt som dåben er indgangen til den nye pagt. ”Også vort påskelam er slagtet, Kristus” (1 Kor 5:7), og vi som blev en del af legemet ved dåben, får alle del i Jesu legeme og blod, der blev ofret for os.

Vi lever til stadighed af, hvad Jesus har gjort for os. Luther siger i Den Store Katekismus, at vi genfødes i dåben, men forbliver i vort syndige skind, hvorfor vi har brug for nadverens ”næring og føde, for at troen må komme sig og blive styrket”.

Jeg tror altså i flugt med luthersk teologi, og selvfølgelig fordi det er sådan jeg læser Ny Testamente, at vi mysteriefuldt, men ikke desto mindre reelt, spiser af Jesu offer for os, og at der derfor også ligefrem sker en fysisk forening med Jesus i nadveren. Det leder til et andet billede, som jeg undertiden har brugt, og som faktisk er mere end en metafor. I dåben vies vi til Jesus, ægteskabspagten indgås i dåben; han giver os sit ’ja’, og vi responderer med vort ’ja’. Igen med Paulus i Rom 6/Gal 3: vi gøres til ét med ham. I nadveren bliver denne forening bogstaveligt talt fysisk. Det er den mest intime enhed, en troende kan have med sin herre og frelser. Han giver sig selv til os i nadveren, og vi giver os selv til ham, når vi tager imod ham i brød og vin. Derfor bruger jeg gerne bryllupsvielsen og den seksuelle forening mellem brudgom og brud som billeder på dåb og nadver, og her er der også en rækkefølge.

Sammenhængen mellem dåb og nadver bevidnes også i oldkirken. I Didaché, som hører til de allerældste kristne skrifter uden for den bibelske kanon og dateres til 100-150 e.Kr., hedder det om nadveren: ”Lad ingen spise eller drikke nadveren, undtagen hvis de er blevet døbt i Herrens navn.” Og det er i øvrigt gængs lære i de fleste kirkesamfund, så det er på ingen måde et luthersk påhit.

I dét lys giver det måske lidt bedre mening, hvorfor jeg vover at ekskludere ikke-døbte. Det er faktisk mest for deres skyld. Jeg anbefaler også kærestepar at blive gift, før de har sex. Jeg tror, det er den gode, naturlige og bibelske rækkefølge.

Og jeg føler et ganske vægtigt ansvar for at lære om dåb og nadver og sammenhængen derimellem, som jeg mener at finde den i Ny Testamente. Kristen tro er jo ikke noget, vi opfinder, men noget, vi træder ind i, med rødder helt tilbage i Det gamle Testamente. Jeg ville være ked af, hvis nogen senere skulle opdage denne sammenhæng og føle sig ført bag lyset af mig på en KFS-lejr.

Til slut er det interessant, at Jesus spiser og drikker med disciple og ikke-disciple, og brødunderne var også for alle, men nadveren holdt han med sine disciple: ”Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det…” (Matt 26:26) Ikke alle er Jesu disciple, men alle er så umådeligt velkomne til at blive det. Jesus ønsker sig intet andet. Det sidste han gav os, var jo netop discipelgøringsbefalingen: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.”