Fællesskab, nordlys og fjeldvandring = KFS-lejr på grønlandsk

I hytter uden el og rindende vand, omgivet af de smukkeste fjelde og med god tid til både fællesskab og bibelundervisning – KFS i Grønland har netop holdt deres første lejr!

Fællesskab, nordlys og fjeldvandring = KFS-lejr på grønlandsk

I KFS har lejre altid været en fast bestanddel af programmet lige siden den spæde start. Ja, vi elsker det gode lejrliv! Sovesale, madkøer, klasseværelser og spejderhytter. Samtaler om tro og liv, spændende undervisning og tid til at fællesskabet kan vokse.

Højt mod nord, i Grønland, elsker de også KFS-lejre. Det gør de i hvert fald nu, for i den første weekend i september kunne KFS’erne i Nuuk for allerførste gang pakke tasken og drage på KFS-lejr. Men hvordan holder man så egentlig KFS-lejr i Grønland?

Denne weekend startede (og sluttede) lejren med en sejltur efterfulgt af lidt frisk fjeldvandring. Og lige der, midt i Guds skønne natur, kunne de gode KFS’ere så lade taskerne falde i de tre hytter, der dannede ramme om lejren. Her var ingen rindende vand, kloakering eller elektricitet. Til gengæld var der bibelundervisning, snakke, gåture og hyggeligt fællesskab. Og naturens helt egen friske vandforsyning i form af en brusende elv.

Lejrens tema var ’Under forvandling’, og i både bibeltimer og samtaler gav det anledning til at reflektere over og blive klogere på nogle af de både store og grundlæggende spørgsmål, mødet med Jesus skaber i os: Hvad betyder det for os, at Jesus elsker os? Hvordan påvirker det mit liv – og ikke mindst mit syn på og kærlighed til mine medmennesker?

For KFS’ sekretær i Grønland, Sara Friis Børty, var det fantastisk at opleve, hvordan der opstod et helt særligt fællesskab mellem deltagerne:

”Vi hyggede os simpelthen utroligt meget alle sammen. Det var virkelig skønt, det her med at være sammen i flere dage og have god tid til at lære hinanden at kende. Selvom vi er meget forskellige, både i alder og hvor vi kommer fra, og hvad vi før har lavet, så var vi ét fællesskab. Samlet, fordi vi tror på Jesus. Og det var virkelig stort at opleve.

Den del blev der også kommenteret på fra nogle af KFS’erne. Der er ikke mange muligheder for kristent fællesskab for unge i Nuuk, og derfor nyder vi ekstra meget, at vi kan være med til at facilitere et fællesskab som KFS lige her og sammen med de studerende være med til at finde ud af, hvordan en KFS-lejr kan se ud på grønlandsk.”

Adskiller en KFS-lejr i Grønland sig så fra en KFS-lejr i Danmark? Ja og nej, må vist være konklusionen oven på denne første lejr i Grønland. Der var genkendelige elementer som bibelundervisning, pandekager, hygge, fællesskab, konkurrencer og lovsang (på både grønlandsk, engelsk, færøsk og dansk) på programmet.

Men at holde lejr i Grønland giver også nogle andre muligheder. For eksempel at kunne krydse nordlys af som et indslag på en KFS-lejr. Grå skyer skabte fra starten af lejren lidt bekymring på sejlturen ud til hytterne, men heldigvis viste vejret og den grønlandske natur sig fra sin allerbedste side denne weekend. Så der var rig mulighed for at gå på bærjagt efter blåbær og sortebær, lade sig drage af det nærliggende vandfald – og ikke mindst se nordlyset fortrylle himlen, da KFS’erne nåede til lørdag aften.

Hvis du gerne vil høre mere om og følge med i KFS-arbejdet i Grønland, kan du for eksempel skrive dig op til KFS’ nyhedsbrev fra Grønland, hvor Sara løbende fortæller historier om det gode arbejde, der er i gang der.