En del af noget større på Discipeltræf 2018

Fordybelse og store oplevelser i et fedt fællesskab. Fire deltagere analyserer deres første landsdækkende KFS-lejr, Discipeltræf 2018.

En del af noget større på Discipeltræf 2018

Af Maren Sandager, komitémedlem, og Simon Lindbjerg, lejrjournalist

Ledninger og lydudstyr. Bænke og brætspil. Kage og køkkentjanser.

Når man arrangerer lejr, er ingredienserne ofte ikke eksotiske. Men igen og igen forvandles disse til noget, der føles meget større, når hundredvis af unge KFS’ere rykker ind på Discipeltræf.

Fordybelse og genopfyldning

Vi fangede nogle lejrdeltagere, som var afsted på deres første Discipeltræf, for at høre om deres indtryk og oplevelser på skoleårets første store KFS-lejr.

“Det har været fedt at være sammen med venner og høre om Gud,” fortæller Emilie Thorlund fra HHX i Viborg. Magnus Nex fra EUD i Skive er helt enig og understreger muligheden for fordybelse i sin tro og genopfyldning som et højdepunkt.

Maria Feraru fra Det Kristne Gymnasium fandt undervisningen særlig relevant, fordi den netop var skarpt fokuseret på gymnasieelever som målgruppe, mens Asbjørn Krogh, ligeledes fra Det Kristne Gymnasium, roste de mange forskellige emner, der blev rundet i møderne, som han samtidigt følte havde en god rød tråd.

KFS-fællesskabet gjorde det igen

Alle er de begejstrede for mødet med det store KFS-fællesskab.

Emilie fandt, at folk var åbne, og at det var fedt at møde nye mennesker. Samme følelse havde Magnus, som fik udvidet sin omgangskreds på DT18.

Asbjørn beskrev det sociale på lejren som et godt fællesskab med samme formål – måske samme oplevelse som Maria, der uddybede at: “Alle er venlige og smiler. Man kan mærke det kristne fællesskab”.

Det bedste

Men hvad er egentligt den største oplevelse efter fire intense dage med undervisning, seminarer og en masse hygge og fællesskab med 400 andre unge mennesker.

Det er svært at vælge, men Asbjørn nævner nogle specifikke ting fra møderne, han vil tage med sig hjem og tænke over. Emilie er enig men fokuserer mere bredt og understreger den specielle stemning til møderne, som det bedste ved ugen.

For Magnus var sammenholdet og fællesskabet, samt den åbenhed og imødekommenhed han oplevede lørdag til onsdag, den største oplevelse ved hans første Discipeltræf.

Maria nævner at lejrens tema, Back to Jesus, trængte godt igennem hos hende, og at hun fik en god reminder om at komme tilbage til Jesus igennem sjove, og lærerige møder. Lejrens højdepunkt for hende var dog snakkene ved bordene og den gode kage.

Opfyldt af noget større

Dermed er vi tilbage ved, hvad der øjensynligt var kedelige praktiske ting: Ledninger og lydudstyr. Bænke og brætspil. Kage og køkkentjanser. Disse ingredienser fik 400 lejrdeltagere dog bagt sammen til noget, der føltes meget større.

Og derfor kan vi nu alle gå hjem til hverdagen opfyldt af de gode møder, det gode fællesskab og den gode kage.