Discipeltræf bliver uTROligt

Temaet for dette års Discipeltræf er ´uTROligt’, og det bliver et Discipeltræf, der kommer til at se anderledes ud, end vi har været vant til.

Discipeltræf bliver uTROligt

Under det samlede tema ’uTROligt’ skal vi i år i KFS prøve at holde ikke blot ét Discipeltræf, men hele tre! Det sker for, at vi kan leve op til de gældende retningslinjer fra sundhedsmyndighederne i forhold til at begrænse smitten med coronavirus i Danmark.

Meget er endnu ved at blive planlagt, men én ting er sikkert: Vi skal mødes om det mest skelsættende og uTROlige budskab, denne verden endnu har hørt. Der vil være forkyndelse, undervisning, lovsang, hygge, KFS-fællesskab og ikke mindst tid til at flytte fokus fra hverdagen og over på Jesus.

Lejrene bliver alle afholdt fra mandag den 12. til onsdag den 14. oktober i efterårsferien, og kommer til at være placeret tre forskellige steder i landet, hvor der hvert sted vil være plads til 80 deltagere. Det drejer sig om Sydvestjyllands Efterskole i Bramming, Hedemølle Efterskole i Bjerringbro og Luthersk Missions Højskole i Hillerød.

Der er ikke noget krav om, at du tager på den lejr, der ligger tættest på, så det er helt op til dig, hvor du har mest lyst til at bruge din efterårsferie. Det kan være, at I i KFS-gruppen gerne vil møde nogle nye venner, der ikke lige kommer fra jeres eget område? Eller måske synes du bare, at det kunne være sjovt at komme lidt ekstra hjemmefra? Under alle omstændigheder, så er valget helt op til dig!

Tilmeldingen åbner i midten af september, hvor du vil have mulighed for at tilmelde dig de enkelte lejre. De fyldes op efter ’først-til-mølle’-princippet, så hold øje med vores hjemmeside, Facebook og Instagram, hvor vi melder den nøjagtige dato ud lidt tid i forvejen.