KFS i Etiopien

KFS har fået en ny samarbejdspartner i Etiopien – mød EvaSUE og Ruth

I sommeren 2021 startede KFS et nyt samarbejde op med den evangeliske studenterbevægelse i Etiopien (EvaSUE). Det betyder blandt andet, at vi har fået lov til at udsende Ruth Eva Osmundsen til Etiopien og EvaSUE, der i øjeblikket er en af de største og hurtigst voksende evangeliske studenterbevægelser.

KFS har fået fornøjelsen af at udsende Ruth Eva Osmundsen til det etiopiske studenterarbejde for en fire-årig periode. Det er en aftale, der startede med et opkald fra generalsekretæren i EvaSUE til Ruth, og som sluttede med at KFS og EvaSUE blev enige om at indgå i et samarbejde og partnerskab, der blandt andet betyder, at det er KFS, der nu har glæden af at have Ruth udsendt til Etiopien.

I EvaSUE arbejder Ruth på det nationale sekretariat, som ligger i hovedstaden Addis Ababa, hvor hun blandt andet assisterer generalsekretær Robel Chemeda og resten af sekretariatet dér med at udvikle EvaSUE som organisation og sikre, at både nye og gamle studentersekretærer er rustet til den opgave, de går ind i. EvaSUE er en de hurtigst voksende evangeliske studenterbevægelser i verden – man ansatte blandt andet 14(!) nye studentersekretærer på én gang i foråret 2021 for at imødekomme denne vækst.