Vi mindes Chibok

Læs IFES' nyhedsbrev om situationen i Nigeria og forfølgelsen af de kristne der. 

Vi mindes Chibok

Sidste tirsdag den 14. april markerede årsdagen for terrorgruppen Boko Harams kidnapning af omkring 270 skolepiger fra Chibok i Nigeria. Boko Haram har siden da usvækket fortsat deres brutale angreb.

Hvordan er det at drive kristent studenterarbejde i den kontekst? En studerende fra den nordlige del af landet, hvor drabene og bortførelser er mest hyppige, gav denne beretning:

”Vi er presset til grænsen til at fornægte Kristus som Herre og opgive vores tro. Studiemiljøet er meget upålideligt og derfor meget ubehageligt – der kan bryde kaos ud når som helst og til tider fører det til tab af menneskeliv. Vi ved ikke hvornår vi bliver færdiguddannet, fordi skolerne ikke altid er åbne. Mange fællesskaber i terrorramte områder holder op med at holde møder af frygt for at blive chikaneret uden nogen til at forsvare dem.”

”Selv den måde kristne studerende går klædt på har ændret sig, så de nemt kan skjule sig i mængden, hvis der kommer problemer. Friheden til at dele sin tro som en kristen er helt forsvundet: enhver, der taler om sin tro, får problemer. Vi er bare nødt til at blive ved med at bede.”

Vi talte også med Daniel, en ansat i NIFES Nigeria, som også bor i den nordlige del af landet.

”For at være ærlig: Det er ikke nemt at drive studenterarbejde lige nu. Oprørerne (Boko Haram) udøver deres aktiviteter tilfældigt, og man kan aldrig vide, hvor og hvornår de vil angribe næste gang eller sprænge liv og ejendele i luften.”

”Som ansat beder jeg hele tiden for de studerende, medarbejderne og mig selv; om at Gud må beskytte og bevare os mod deres handlinger.”

”Terrorisme påvirker deltagelsen af studerende og færdiguddannede til vores konferencer og møder. Vi har måttet ændre datoen for vores årlige påskekonference på grund af det nationale valg. Muslimer truede nemlig med slå kristne ihjel i nord, hvis valgresultatet ikke var, som de ønskede. En masse skoler blev lukket indtil efter valget.”

Gideon Para-Mallam, Regionssekretær for det engelsk- og portugisisktalende Afrika (EPSA) kommenterer den aktuelle situation:

”Det er prøvelsernes tid for IFES-EPSA. Studenterevangelisation bliver i stigende grad angrebet i mange dele af Afrika, og terrorisme er nu en reel trussel, som vi ikke længere kan vende det døve øre til.”

”Chibok-pigerne burde have været i gang med deres første år på universitetet nu. Mange kunne meget vel have været en del af en NIFES-gruppe på campus. Men desværre lider de stadig – tvunget ind i ægteskaber eller solgt til slaveri i nabolandene. Det er smertefuldt at tænke på. Men Gud kalder os til at stole på ham i alle situationer. Så vi har stadig håb om, at en dag vil vores uskyldige Chibok-piger findes og vende tilbage til deres sørgende forældre.”

”I de tidlige stadier af konflikten i Nigeria, var kristne – især unge og herunder studerende – fristede til at gøre gengæld. IFES-EPSA’s regionskontor i Jos i Nigeria var meget bekymret for denne triste udvikling og begyndte at arbejde sammen med NIFES, nogle andre kristne universitetsbaserede grupper og muslimske ungdomsledere på campus, herunder det muslimske studentersamfund. De opfordrede begge parter til at afholde sig fra vold. Et opmuntrende skridt blev taget i maj 2014, da både kristne og muslimske studerende marcherede i solidaritet og opfordrede til at frigive Chibok-pigerne.”

Daniel er også optimistisk i forhold til fremtiden.

”På trods af det hele, har NIFES set elever blive forvandlet som følge af vores evangeliserende aktiviteter og vores faste beslutning om at køre strategiske NIFES discipelskabsforløb. På et af forløbene (LIFE 2014), som blev gennemført på det universitet, hvor jeg bor, dedikerede en masse studerende deres liv til Gud på ny, og 39 mennesker, herunder en muslimsk broder, overgav sig til Jesus.

 

Tak for jeres forbøn,

 

Penny Vinden

IFES Global Communications