Verden rundt i København

Seneste opdatering fra KFS’ nyeste arbejdsgren: International Student Ministry (ISM)

I november 2019 blev Lisa Rom Boye ansat som sekretær for International Student Ministry med den vision, at KFS gerne vil række ud til internationale studerende i Danmark. Nu har arbejdet været i gang i København henover et kvartal, og Lisa fortæller, at hun tydeligt kan mærke, at arbejdet er meningsfuldt, selvom det er småt.

”Vi er kommet i gang med internationale middage i Ly, Kingos kirke på Jagtvej. Vi har fået lov til at være i nogle gode lokaler, og det er nogle dejlige folk, som har været forbi. Lige nu har vi mest kontakt til Erasmusstuderende*, som er her i kortere tid. Det er rigtig spændende, men jeg mærker også, at det er lidt skrøbeligt. Men det er også utrolig fint. Jeg er sikker på, at KFS har noget at tilbyde de internationale studerende, men der foregår mange ting i København, og der er en overvældende strøm af tilbud. Men vi har noget godt at komme med, så det er vigtigt, at ISM bliver synligt i mængden af begivenheder.”

Støtte og samarbejde

Lisa er meget taknemmelig for, at der er bred støtte til projektet, når hun er ude at fortælle om det: ”Jeg har blandt andet besøgt en del forskellige kirker for at fortælle om projektet, og det har været meget opmuntrende at besøge kirkerne. Jeg mærker generelt virkelig god opbakning til projektet. Det er både i form af økonomisk støtte, men kirkerne hjælper også konkret med fx at finde værtsfamilier.”

Deltagerne til de internationale middage i Ly får invitation til at melde sig, hvis de er interesserede i at komme på besøg i en dansk familie. Lisa formidler derefter kontakten, og så handler det bare om at ses en gang imellem til et måltid mad. ”Det kan folk i kirkerne godt se værdien i, så det er virkelig dejligt,” siger hun.

Pioner med fortrøstning

Lisa oplever, at arbejdet giver god mening, men at det også er meget nyt stadigvæk: ”Jeg er ganske fortrøstningsfuld og sikker på, at Gud har en plan med det her arbejde. Men jeg er også spændt på, hvordan det bliver. Jeg har ikke prøvet at være pioner på denne måde før, og det er nyt at være udfordret på tålmodigheden på denne måde. Der ligger en stor opgave i at være tålmodig og trofast og vente på, at det stille og roligt vokser.”

_______________________________

 

Følg med i arrangementer og nyheder fra KFS’ internationale arbejde på Facebook. Læs også mere hos KFS i København og del siden i dit netværk – hvem ved, om en international studerende finder vej til KFS netop gennem dig?

*Erasmus er et EU-udvekslingsprogram, hvor det er muligt at studere i udlandet i en periode fra 3-12 måneder.