Rapport fra bunden af en flyttekasse

Sara og Filip er på vej til Grønland for at etablere et grønlandsk KFS. Vi har bedt Sara om at opsummere status, ganske få uger før flyet letter.

Rapport fra bunden af en flyttekasse

Af Sara Friis Børty, kommende KFS-medarbejder på Grønland

Vi skal bo i Nuuk i 3 år, og derfor vil vi gerne have nogle ting med fra vores hjem i Danmark, så vi kan skabe os et hjem i Nuuk. Så nu har vi været i gang med at opgøre vores lejlighed: hvad er vigtigt, og hvad er mindre vigtigt? Hvor meget fylder de her ting i flyttekasser? Hvor mange kubikmeter er der tale om, og hvilke planter kan tåle at blive pakket i en mørk container i 3 uger? Lige nu er det disse små spørgsmål, der fylder mit hoved for at få alt det praktiske til at gå op før flytningen. Og så afventer jeg tilbud på en pris for containerfragt til Grønland.

Lige nu er vi også i en tid, hvor studier bliver afsluttet, hvor vores tid i København nærmer sig sin slutning, og hvor venner afslutningsvis spørger, når vi ses: “Kan vi nå at ses igen, inden I rejser?”

Vi rejser nemlig lige om lidt, helt præcist den 28. august. Tre dage før vores afrejse holder KFS en udsendelsesfest for os. En fest, hvor vi også har mulighed for at sige farvel til venner og familie. Det bliver mærkeligt, men på samme tid er det noget, vi har haft god tid til at forberede os på, og vi føler os klar til, at det endelig skal ske.

Nu er der virkelig ikke længe til. Efter at have set Nikolaj Coster-Waldau rejse Grønland rundt er spændingen kun blevet større, for lige om lidt bliver det vores hverdag. Jeg har mange ideer til, hvordan jeg skal begynde arbejdet de første par uger; hvem jeg skal kontakte, hvilke aftaler jeg gerne vil have i hus osv. Men derudover har vi sammen mange forestillinger om de oplevelser, vi skal have ved at bo i Grønland: vi drømmer om de vandreruter, vi skal afprøve, overnatning i fjeldet på vores nye liggeunderlag og i vores varme soveposer, de hvaler, vi skal se for allerførste gang (jeg glæder mig helt vildt!!!) og de fisk, vi selv skal fange og tilberede. Efter seks år som studerende bliver det fantastisk at kunne spise fisk til hverdag – ren luksus.

Om lidt begynder en hverdag, hvor vi får lov til at pionere et arbejde sammen, og det er en helt unik mulighed at få som ægtepar. Vi glæder os helt vildt, til vi får mere tid sammen og skal arbejde på dette projekt sammen og undersøge nyt land sammen. Der er stadig et par ting, som mangler at falde på plads, og vi håber at alt når at falde på plads, før vi flytter, så vi begge kan have helt ro i maven, når vi sætter os i flyet.

Bed gerne for den sidste tid her for os her i Danmark og den første tid i Nuuk. Bed også gerne om, at de sidste praktiske ting må falde på plads for os begge inden afrejse.