Orlando og TGC13 – tur/retur

Få et lille indblik i, hvad Frank oplevede, da KFS sendte ham til TGC-konference i USA med blandt andre Tim Keller på talerlisten.

Orlando og TGC13 – tur/retur

Af Frank Kristensen, lærer på LTC


Du skulle prøve det: At synge ’In Christ alone’ sammen med 6000 kristne brøde og søstre i en meget amerikansk mega konferencesal i Orlando, hvor glæden over evangeliets skønhed og Guds nådes suveræne udtryk i Jesus Kristus bare er så fantastisk mejslet ind i hoved og hjerte, at man ikke kan andet end lade sig rive med og synge ”yes – in Christ alone!”. Settingen er, at Tim Keller lige har forkyndt Jesus som den opstandne så levende, at man nu sidder fornyet, oplivet – og ikke mindst bare så uendeligt glad for Guds nådes gribende virkelighed netop i Jesu opstandelse og nærvær her og nu!

Jeg har lige haft oplevelsen – og en masse andre af slagsen! KFS smed en returbillet til Florida og en betalt konference i nakken på mig (tak KFS!), og så drog jer ellers af sted til’ TGC13’, The Gospel Coalitions National Conference 2013 i Orlando, Florida  sammen med en lille delegation af andre danskere. Nu sidder jeg så her og er propfyldt af indtryk, oplevelser, fornyet evangelieglæde og gode udfordringer fra Gud, som jeg rigtig gerne vil dele ud af; og mit største problem er lige nu: Hvordan får jeg bearbejdet og omsat alle indtrykkene i mit eget liv? Hvordan får jeg proppet bare en lille smule af alt dette ind i mine LTC’ere og hverdagsrelationer? Hvordan får jeg givet noget af gejsten videre til dig, som læser dette? Det er ikke så let, men du får lige et par smagsprøver på noget af det, som gjorde indtryk på mig i forkyndelsen og bibelundervisningen:

– Næste gang jeg sidder over for et kristent menneske, som tvivler på bibelen, og som har en indre modstand mod noget i Guds ord, vil jeg vove at spørge: ”Har du også problemer med at tro, at Jesus er opstået fra de døde?” Hvis svaret er nej, så vil jeg med Tim Kellers ord vove at sige til personen: ”Fint, så underlæg al din skepsis og modvilje over for det, Gud ellers siger i bibelen under din tro på Jesus som den opstandne, for du står jo lige nu over for din opstandne Herre og Gud, som beder dig om at stole på ham og være lydig”.  (Jeg underviser i sjælesorg og apologtik på LTC; mine kommende elever vil komme til at høre dette statement!)

– I forhold til lederskab og nidkærhed for evangeliet, vil jeg huske på Matt Chandlers simple sandhed: ”Du kan være på bibelsk og teologisk sikker grund i dit liv på en forkert måde”. Tag den, Frank. Tjek lige dine inderste motiver ud!

– Jesu radikalitet blev sat på spidsen af Kevin Deyoung: ”Ingen i verdenshistorien har været mere imødekommende og inkluderende i forhold til angrende syndere end Jesus, og ingen i verdenshistorien har været mere intolerant i forhold til synd, end Jesus”. Udsagnet macther side 1 i ’Troens ABC’ – og dog alligevel ofte så svær at sammenholde i hverdagslivet og prædike ret og befriende i forkyndelsen! 

Folk spørger mig i disse dage, hvad der er det vigtigste, som jeg har taget med mig hjem fra TGC13. Jeg er endt på tre ting, som jeg håber fortsat vil leve stærkt i mig i den kommende tid:

1) ”It’s all about The Gospel”. Alting er funderet ’in Christ alone’; jeg begynder i evangeliet, jeg fortsætter i evangeliet, og jeg slutter i evangeliet. 

2) ”Lidelse i livet er en gudgiven indikator på, at der stadig er noget galt i verden og i mit liv” (Citat Michael Oh)

3) Der er en skatkiste af solid bibelundervisning på TGCs hjemmeside; jeg skal selv have hørt alle prædikener og al bibelundervisningen fra konferencen igen – plus en masse andet godt af fx Tim Keller, Don Carson, Matt Chandler, John Piper og Kevin Deyoung. Jeg er ikke teologisk enig i alt, hvad de prædiker; de fleste er jo ud af en calvinistisk-reformert tradition og ikke lutheranere. Men der er alligevel uendelig meget god, central evangelisk opbyggelse og frimodighed til troen at hente her.

På turen nåede jeg også at æde mig træt i amerikansk junkfood og at blive glad for, at Danmark er et land uden fritgående alligatorer og uden en milliard firben rundt omkring den swimmingpool, som jeg ikke har. Derudover fandt jeg også ud af, at KFS’ nuværende formand ikke lige er til irsk-inspireret lovsangsmusik i længden (han kalder det Gandalf-musik!), men det er en helt anden historie.

 

TGC = The Gospel Coalition. Et netværk i USA inden for evangelikale kirker, som ønsker at stå på et, klassisk bibelsk fundament, solidt funderet i evangelisk kristendom, hvor ’Kristus alene’ og ’nåden alene’ og ’troen alene’ står helt i centrum.

Du kan finder mere om organisationen på www.thegospelcoalition.org. Her kan der også downloades et hav af bibelundervisning og forkyndelse.