LTC: Udlandstur med relationerne i centrum

Tidligt fredag morgen tager LTC på teamperiode i udlandet i tre uger. Turen går til Montenegro og Albanien, hvor LTC også har været de sidste par år og har gode kontakter.

LTC: Udlandstur med relationerne i centrum

Af Hanne Terp Legarth, lærer på LTC, hanne@kfs.dk

Kufferterne er pakket med danske flag, lakrids og LEGO.

Vi er ikke på vej til børnefødselsdag, men på teamperiode i Montenegro og Albanien – og her er det en god indgangsvinkel at mødes om leg og kultur for at danne nye relationer. På Balkan er relationerne altid i centrum, og det er mødet med det enkelte menneske, der er vigtigt – ikke programmet eller resultatet.

Derfor kommer en del af vores dage på turen til at gå med at møde nye mennesker – ved en stand om Danmark, ved volleyball-kampe, ved sjov og spas, men også med en invitation til at være med til forskelligt aftenprogram med den lokale gruppe af kristne studerende.

Vi oplever, at vi som danskere kan tiltrække noget opmærksomhed og skabe nye kontakter, og på vores tidligere ture er nogle af kontakterne efterfølgende blevet ved at komme i den lokale KFS-gruppe.

Vi begynder vores rejse i Montenegro, hvor vi skal være med i studenterarbejdet i Nikšić. Vi skal bruge tid sammen med studerende fra deres KFS-gruppe, EUS, og vi skal på universitetet med en stand i tre dage. Derudover har vi fået lov at holde en koncert på en lokal bar, lave Danish Night på universitetet og holde en aften med forkyndelse. Vi skal også på lejr med de studerende og måske med nogle af de nye kontakter. Og så skal vi selvfølgelig være turister og nyde det smukke land.

Efter Montenegro går turen til Albanien, hvor vi skal være i kystbyen Vlorë en lille uges tid. Her bor vi på universitetsområdet og sætter gang i forskellige aktiviteter om formiddagen for senere på dagen at gå rundt på kollegierne og invitere til aftenens program med den lokale KFS-gruppe, BSKSH.

Albanien byder også på nogle dage i Memaliaj og til sidst et par dage i Tirana – også med aktiviteter med de lokale KFS-grupper.

Vi glæder os over muligheden for at være sammen med vores kristne brødre og søstre og hjælpe til i deres arbejde, og vi glæder os over alt det, vi lærer af dem og deres tilgang til mennesker omkring dem. Tak for forbøn for os og for de mennesker, vi kommer til at møde.