Good evening, Denmark! This is France calling

Så er der brev i blåt, hvidt og rødt fra Signe, som fortæller om sit spændende arbejde blandt studerende i Paris.

Kære KFS’ere i Danmark!

Mit navn er Signe, og jeg er KFS-volontør på den lidt utraditionelle måde: jeg bor i Paris og arbejder for den franske udgave af gode, gamle KFS, nemlig GBL: Groupes Bibliques Lycéens.

Jeg har været i gang siden slutningen af august, og jeg kan godt love jer for, at det er gået stærkt. Hverdagen her i GBL er noget anderledes, end hvad jeg kendte hjemme fra Danmark. Mest af alt, fordi vi her er en noget mindre bevægelse med kun cirka 21 grupper i hele Frankrig. Heraf er cirka 9 af vores kontakter i Paris-området, og det er særligt dem, jeg har noget med at gøre.

Selvom mit job egentligt er dejligt varieret, så er der alligevel nogle faste elementer i mine uger, som jeg gerne vil fortælle lidt mere om: 1og1-bibelstudie og at følge en GBL-gruppe.

At læse Bibelen 1 til 1

Den personlige kontakt mellem GBL’erne og os medarbejdere spiller en meget stor rolle. Blandt andet, fordi GBL’erne selv står for at lave bibelstudieoplæg til GBL-møderne (som er sammen med deres ikke-kristne venner), men også, fordi der ikke findes noget, som minder om vores kristne efterskolekultur, og som er med til at forme de unge kristne, før de begynder at studere.

GBL’erne står meget forskelligt, trosmæssigt set. Nogle har vandret aktivt med Jesus i flere år, og andre er kun lige begyndt at forstå, hvad Jesus er for en gut. Derfor er det totalt almindeligt i GBL (og GBU – universitetsarbejdet) at have 1og1-bibelstudier, hvor vi læser i Bibelen sammen. Det kan være med gruppeledere, nye troende eller andre, som har brug for hjælp til at blive sikre på, hvad de tror på, og for at give plads til at finde ud af, om eller hvorfor det giver mening at tro.

Jeg læser selv Bibelen sammen med en pige, som vi mødte i efteråret i på en lejr. Vi har valgt at læse hele Markusevangeliet for at få et sammenhængende, helstøbt billede af Jesus.

Noget, der her i Frankrig er lidt særlig for GBL og GBU (men som er meget normalt i Danmark og KFS), er den induktive bibellæsertilgang, hvor svarene ikke bliver givet, men hvor der igennem spørgsmål lægges op til at danne sig en mening om det, der læses. Det står, selvom det lyder skørt, i stærk kontrast til den vante indlæringsmetode hernede. I undervisningen er lærer/elev-forholdet meget autoritativt, så eleven får at vide, hvad der er det rigtige svar til det rigtige spørgsmål, og man opfordres eller udfordres ikke til selv at tage stilling til, om det giver mening. Den tilgang har kæmpe betydning for opfattelsen af, hvad det vil sige at lære noget nyt, så det smitter også af på det kristne liv og måden, man læser Bibelen på. Flere af vores unge har lært om Bibelen, men er ikke vant til at bruge den til selv at lede efter svar på deres spørgsmål til kristendommen.

Derfor er jeg så begejstret for 1og1-bibelstudie, for hver gang jeg læser med pigen, så går der noget nyt op for hende – noget, hun selv (og med Guds hjælp) får lov at indse – og ikke bare hører eller lærer fra mig.

Gruppen, der gerne ville vokse

Den anden ting, jeg vil fortælle om, er den gruppe, jeg følger. Vi mødes i udgangspunktet hver fredag i en pause for at spise frokost og have en times bibelstudie sammen. Gruppen bestod oprindeligt af en kristen leder (en GBL’er) og hendes veninde, der også har stor interesse for kristendommen, og så jeg. Men en dag i januar, hvor jeg ikke kunne være med til gruppemødet, var der kommet en pige mere med. Hun var muslim og havde en masse spørgsmål, men efter mødet var hun ikke så begejstret, og hun fortalte til alle, der ville lytte, at GBL var ”nederen”. Det resulterede i, at to nye dukkede op gangen efter – og yderligere tre gangen efter igen. Alle havde de muslimsk baggrund og masser af spørgsmål og andre syn på teksterne, end da gruppen startede, og vi bare var os tre.

Tak for besøget, LTC!

Det var lidt glimt fra hverdags-Paris. For slutteligt at tage fat i noget ekstraordinært, så har LTC’erne været forbi i lidt over en uge og arbejde sammen med os i GBL. Og det har været helt vildt! I mine øjne har det været en uge med nye muligheder og et kæmpe boost af opmuntring til vores GBL’ere. I løbet af den uge har vi holdt (mindst) lige så mange arrangementer, som vi ellers kan på et år, og gennem vidnesbyrd og gode snakke, har LTC’erne givet GBL’erne et nyt perspektiv på arbejdet. Det er godt at mærke, at man er en del af et internationalt arbejde, og at der sidder unge kristne i alle mulige lande, som også bare gerne vil dele Jesus med deres venner. Derudover har vi kunnet afholde hele 9 stande hen over ugen, og det har givet os et nyt gruppemedlem i en lokal GBL-gruppe, to kristne, der virkelig gerne vil starte en ny gruppe, samt endnu én, som måske gerne vil være med i en gruppe.

Gud har været virksom i ugen, hvor LTC’erne har været på besøg – men han er altid på arbejde, også hos os i Frankrig.

Kærlig hilsen fra Signe