GODHEDSMISSIONEN

Kan vi som KFS’ere og KFS-grupper være med til at gøre vores studiesteder og gymnasier til et bedre sted for alle, hvis vi begynder at sprede godhed, der hvor vi er? Og hvad har det egentlig at gøre med at ville ’kende Jesus og gøre Jesus kendt’? Læs med her, hvor Cecilie og Selma fortæller om ’Godhedsmissionen’, Laget og Norge.

GODHEDSMISSIONEN

Af Selma Terp Legarth og Cecilie Idorn

Vi var i marts en god flok KFS’ere i Stavanger i Norge på en “Godhedsmission” for at få inspiration og lære mere om godhed med/fra vores brødre og søstre i Laget, som er det norske KFS. Vores umiddelbare indtryk er, at Laget minder rigtig meget om det KFS, vi har i Danmark. De mødes i spisepausen og får en snak om tro, ligesom vi også gør i vores KFS-grupper rundt om i Danmark. Og så prøver de også at række ud og fortælle om på deres gymnasier, hvor meget Jesus betyder for dem.

GODHETSUKA

I Laget og i Stavanger har de hvert år en Godhetsuka, hvor de i en uge har særligt fokus på at sprede godhed på gymnasierne. I forbindelse med vores tur var vi med til deres Godhetsuka, hvor vi hang en masse søde post-its op og delte gifler, is, kage, kakao og andet godt ud på gymnasierne omkring Stavanger.

Udover at deltage i Godhetsuka og danne fællesskab med skønne nordmænd, havde vi en masse spændende workshops omkring godhed mm. Her snakkede vi blandt andet om nogle af de problemer og ærgerlige tendenser, vi oplever på gymnasierne,og hvad vi kan gøre helt konkret for at forhindre det – som KFS-grupper og individer. Vi snakkede ind i det også om, hvad godhed kan gøre og gør. Derudover undersøgte vi også, hvilke problemer der kan være på uddannelsessteder på globalt plan.

Vi havde mange gode snakke, foredrag og andagter. Og så nåede vi da også lige et smut på smuk fjeldvandring, i kirke og deltog lørdag aften på Impuls, som er et kæmpe kristent event med over 2.000 unge deltagere, som alle mødtes i Stavanger for at lovprise Gud.

VORES OPLEVELSE AF TUREN

Vi synes, det var megafedt at være i Norge med KFS. Det var vildt at mærke, hvor overraskede og glade nordmændene blev, da vi var ude på gymnasierne for at sprede godhed. Det var også dejligt at se de kristne fællesskaber i Stavanger. Det var fedt at opleve, hvor meget vi har tilfælles med dem. Vi har samme visioner og samme Gud som dem. Vores danskerflok hyggede sig virkelig også meget, og vi havde nogle rigtig spændende snakke. Så vi er i den grad begejstrede over godhed og Norge.

DET TAGER VI MED OS HJEM

Selma:

Jeg blev på vores tur til Norge enormt inspireret til at sprede godhed lige der, hvor jeg er. Godhed gør så meget godt på alle fronter, så det kunne være så fedt, hvis “Godhetsuka” også blev en ting i Danmark. Jeg tror ikke, der skal så meget til for at gøre en forskel for vores medmennesker. Man kan arrangere julehjælp eller andre slags indsamlinger med KFS-gruppen, øve sig i at se sine kammerater og tage nogle af de svære samtaler med dem – eller bare noget så simpelt som at give komplimenter.

Cecilie:

Jeg synes, at det var megafedt at komme til et andet land og opleve den kristne kultur. Det var ret befriende at finde ud af, at kristne unge ikke kun findes i Danmark, men at de også findes andre steder i verden. En ting, jeg tager med, er helt sikkert, hvor meget man kan vise Jesu kærlighed til mennesker uden overhovedet at snakke om ham. Det hele kan ses i de gode gerninger. Og “Godhetsuka” er helt sikkert noget, vi også skal have indført i Danmark.