Farvel Danmark - goddag Grønland

Glimt fra udsendelsesfesten for Sara og Filip Friis Børty

Søndag d. 25. august var på flere måder en varm eftermiddag. I strålende augustvejr holdt KFS udsendelsesfest for Sara og Filip Friis Børty, som er på vej til Grønland for at pionere et kristent studenterarbejde på øen. Udover skøn stemning, kaffe og kage og masser af snak, var der også en forbønshandling for Sara og Filip, hvor deltagerne helt fysisk kunne mærke den tætte opbakning og støtte til parret.

”Med mindst 80 deltagere var der flot opbakning til arrangementet fra Sara og Filips familie og venner, men også fra både KFS’ere, ansatte, bestyrelsesmedlemmer med flere. Det blev tydeligt, at Grønlandsprojektet virkelig har slået rod i mange menneskers bevidsthed, og det er meget opmuntrende”, siger KFS’ generalsekretær, Christian Rasmussen.

Det unge par fik mange gode hilsner med sig, blandt andet fra en deltager på den Grønlandstur, som i januar 2017 tændte ild i øjnene på Sara og Filip for første gang. Der blev også bragt hilsner fra Nicolaj Wibe og Johannes Christoffersen fra Sømandsmissionen, som har haft en vigtig rolle som støttespillere og vidensbank i forbindelse med at få projektet op at stå.

Nu er Sara og Filip landet i Grønland, og arbejdet skal finde sin form i den kommende tid. Der bliver mulighed for at følge arbejdet via et særskilt nyhedsbrev fra Grønland, som kommer cirka en gang om måneden. Tilmelding sker lige her. Desuden vil der i de næste par år være en fast side i Til Tro, hvor Sara skriver og fortæller nyt om projektet.