Allez les Bleus! KFS sender volontør til Frankrig

KFS støtter op om et smalt besat gymnasiearbejde i vores franske søsterforbund, GBL, med ansættelsen af Signe Oehlenschläger Petersen som volontør i Paris fra 1. september 2018.

Allez les Bleus! KFS sender volontør til Frankrig

Det går godt i Frankrig for tiden. Først guld i verdensmesterskabet i fodbold og nu guld fra KFS i form af Signe Oehlenschläger Petersen, der startede som ny KFS-volontør i Paris d. 1. september 2018.

I det franske skal Signe arbejde i vores franske søsterorganisation, GBL – Groupes Bibliques Lycées, i gymnasiearbejdet der i Frankrig ikke er ligeså udbredt som i Danmark.

Fra Danmark til Frankrig

Signe har en lang KFS-baggrund bag sig fra gymnasiegruppen i Gribskov, det regionale fællesskab i Gym-KFS Øst til et år på KFS’ ledertræningscenter, LTC. Du kender hende måske også fra KFS’ live-transmission på Påskelejr 2018.

”Jeg vil egentlig mene at kende en del til KFS efterhånden – i hvert fald på gymnasieniveau, og det er heldigvis også gymnasieelever jeg skal arbejde med i Frankrig, så det glæder jeg mig meget til,” siger hun.

I Frankrig skal hun nemlig støtte de relativt få grupper, der er i landet, i det kristne gymnasiearbejde.

En anderledes måde at være kristen og gymnasieelev

”Frankrig er som nation, lidt firkantet sagt, en smule religionsforskrækkede, så religion er slet ikke velkomment i det offentlige rum, og det gælder jo så også gymnasierne,” forklarer Signe.

Hun fortæller, at en fransk KFS-gruppe typisk består af én kristen gymnasieelev og så vedkommendes ikke-kristne venner, der mødes uden for skolens område, i deres cirka 60 minutter lange frokostpause, og holder en åben bibelstudiegruppe.

”Det, som jeg så skal være en del af i GBL, er blandt andet at udruste disse unge kristne til at være leder for en sådan gruppe, organisere møder for gruppelederne, samt at følge op på og vejlede et par gruppeledere mere kontinuerligt og en masse andre spændende ting,” siger hun.

Opmuntrende oplevelser fra Danmark skal eksporteres

Signe glæder sig særlig at komme i gang med arbejdet med åbne bibelstudiegrupper, hvor hun som LTC’er tidligere har hørt om alle de opmuntrende historier fra arbejdet med Uncover i Danmark.

”Vi har hørt om, og mødt, KFSere, der havde helt overraskende mange gymnasievenner, der gerne ville læse i bibelen med dem. Vi har hørt om gode snakke, vigtige refleksioner og endda om omvendelser. Og det er for vildt. Og tænk engang at dette – af nødvendighed ganske vist – er standardproceduren i GBL.”

Spændende udfordringer

Der er mere end bonjour og s’il vous plaît i Signes ordforråd, men alligevel er hun lidt spændt på sproget. ”Jeg har haft Fransk siden 7. klasse og også gennem gymnasiet, men jeg er ikke helt velbevandret i det endnu, og det kommer til at kræve en indsats at komme ordentligt med,” fortæller hun.

Når det så er sagt, er hun spændt på, hvad Gud vil bruge hende til i en stilling, der ikke fandtes i forvejen og derfor ikke ligger fastlagt. Overordnet håber hun bare at få lov at være en hjælp for de kristne gymnasieelever.

”Jeg ved godt, at jeg ikke nødvendigvis kan forvente at få lov at se frugten af det, jeg laver, men så må jeg vel glæde mig over, at Guds arbejde også giver mening, selvom jeg ikke ser resultatet med det samme,” slutter hun.