Uncover18: Studerende vil gerne læse i Bibelen

KFS afholdt Uncover18 i november – en måned med særligt fokus på at invitere studiekammerater med i en Uncover-gruppe. Vi tager et kig på, hvordan det er gået.

Uncover18: Studerende vil gerne læse i Bibelen

Det store spørgsmål

Vil du være med i en Uncover-gruppe? Her i november måned har mange KFS’ere taget sig mod til at stille deres venner det store spørgsmål. Kristoffer Hjort Kruse og Morten Kofoed Munch er, som Uncover-medarbejdere, med til at støtte og opmuntre KFS’erne til at tage det første store skridt: spørge om deres venner vil være med til at læse om Jesus. Kristoffer fortæller: Uncover18 er blevet godt modtaget. KFS’erne vil gerne læse i Bibelen med deres venner, og det er super opmuntrende. De kan se meningen i det, og de er i forventning til, at det gør en forskel.”

Det kan være en nervepirrende omgang at invitere sine venner til at læse i Bibelen, netop fordi der er noget på spil. Både på tros- og venskabsparameteret. Men for nogle er det faktisk gået rigtig nemt med den del. En KFS’er fortæller:

”Min veninde og jeg havde været lidt i tvivl om, hvordan vi skulle spørge og hvad vi skulle sige. Men den bekymring behøvede vi ikke at have haft. I en religionstime var det nemlig en af pigerne, som nu har sagt ja til at være med i vores Uncover-gruppe, der spurgte, om vi havde en gruppe eller et sted uden så mange mennesker, hvor vi måske kunne snakke mere tro.”

Nye Uncover-grupper

Omkring 16 nye Uncover-grupper er blevet oprettet som følge af Uncover18-eventet -og der bliver løbende oprettet flere. I første gang aftaler man at mødes én gang og prøve materialet af, for at se om det er noget, folk har lyst til at fortsætte med. Det gør det lettere for de studerende at sige ja, for man binder sig ikke i udgangspunktet til et længere forløb. Ligeledes kan det være nemmere for KFS’erne at spørge deres kammerater, om de har lyst til at prøve det en enkelt gang.

”Deres venner er for det meste meget positive, de fleste vil rigtig gerne være med i et fællesskab, hvor man kan snakke om livets store spørgsmål i et åbent forum. Det overrasker de fleste KFS’ere, at deres venner faktisk siger ja. Men efterhånden må man bare sige, at erfaringen er, at langt de fleste mennesker siger ja til en Uncover-gruppe,” siger Kristoffer.

I KFS er der lang erfaring for, at mange studerende heldigvis gerne vil snakke tro og liv, og vi må konkludere, at de også gerne vil læse i Bibelen. Uncover er en gylden mulighed, fordi materialet inkluderer spørgsmål at snakke ud fra, og det er et koncept, som langt de fleste deltagere roser efter at have prøvet det.

Hvad så nu?

Uncover18-eventet er slut, men det er KFS’ fokus på Uncover-grupper heldigvis ikke. Det er håbet, at mange flere KFS’ere vil blive inspireret til at starte grupper op sammen med deres studiekammerater.

”Nu skal vi se fremad, og vi skal se, hvordan vi kan starte endnu flere grupper. De fleste grupper fra Uncover18 er først lige startet op, så der er vi naturligvis spændte på, hvad der kommer til at ske. Men Uncover18s afslutning skal ikke blive en sovepude, vi vil fortsat arbejde på at skabe endnu flere Uncover-grupper, og vi håber, at du har lyst til at være med,” siger Kristoffer.

Vil du gerne høre mere om Uncover og om, hvordan du starter en gruppe? Du kan læse mere lige her, eller du kan også skrive til uncover@kfs.dk