Uafhængigt af mig

LTC’erne var på teamperiode i uge 6. Dorthea-Emilie og Jeanette fortæller om, hvordan Gud giver dem lyst og styrke til at fortælle om Jesus.

Uafhængigt af mig

Af Helene Lilleøre, praktikant på KFS’ sekretariat

Ledertræningscentrets elever var på teamperiode i uge 6, hvor de var rundt på landets forskellige gymnasiale uddannelser for at møde KFS-grupper, snakke med gymnasieelever og afholde religionstimer. Dorthea-Emilie Vestergaard Andersen og Jeanette Trelborg Hansen var begge en del af Nordteamet, det ene af de 3 teams, de 15 elever var inddelt i.

Forskellige reaktioner når de nævner Jesus

Det er meget forskellige reaktioner, man får, når man står ved KFS-standen på skolerne. Det er Jeanette og Dorthea-Emilie enige om.

Dorthe-Emilie: ”Alt fra “Ej hvor fedt, jeg er også kristen”, til ”hvordan kan du være så dum at tro på det” til ”ej hvor spændende, jeg tror på, at hver har sin sandhed”.”

Jeanette: ”Dét, jeg synes, er mest udfordrende at møde, er den ligegyldighed. Man føler, man står med Jesus og siger: ”Han er lige her!”, men man kan ikke gøre det interessant.”

Pigerne er, på trods af den modstand der kan komme, begge enige om, hvor vigtigt og spændende det er at være ude på gymnasierne. 

Dorthea-Emilie: ”Det er så vildt og fantastisk et budskab. Derfor synes jeg, at det skal alle have mulighed for at høre. Vi får lov til at snakke med mennesker og fortælle om, hvad vi tror på. Det er rigtig meget derfor, jeg har valgt LTC.” 

Jeanette: ”Det har en konsekvens, hvad vi tror på. Selvom de er ligeglade med, at jeg tror det, jeg tror, så ved jeg, at det ikke er lige meget. Derfor vil jeg gerne snakke med folk om det.”

Jævnaldrende
Ugen var indholdsrig: mange mennesker, mange samtaler, mange religionstimer. Pigerne er enige om, at det var en god og udfordrende teamperiode, ikke mindst fordi de kom til at snakke med jævnaldrende om Bibelens relevans. Samtidig er de enige om, at i sidste ende, er det hele op til Gud.

Jeanette: ”Vi er på alder med dem, der er ude i klasserne. Så gør det også noget, at lige pludseligt så står der et ungt menneske, som er helt normal. Som lige pludseligt står og fortæller, at man tror på det, der står i Bibelen. En fordom, jeg møder nogle gang, er, at de kristne, de er sådan nogle, som er uddøde, og lige pludseligt står vi der i levende live. Det, tror jeg, gør noget.”

Dorthea-Emilie istemmer smilende, og beskriver, hvordan det er at holde religionstimer, hvor ikkekristne venner er iblandt eleverne.

”Det her har jeg gerne villet fortælle hele den tid, du har kendt mig. Nu kommer du til at høre det.”

Det er Gud, der gør arbejdet
Jeanette: ”Det skal også siges, at det ikke altid er lige nemt at være af sted. Det er også udfordrende, specielt de første gange. Man er meget udsat og skrøbelig. Men det er min erfaring, at netop fordi jeg bliver skrøbelig i det, så kan jeg få lov til at lægge det over til Gud. Og så sige: Så er det bare ikke mit ansvar. For jeg ved godt, at jeg ikke kan selv. For at kunne tage samtalen bliver jeg nødt til at vide, at det her afhænger ikke af mig. Det er stadig mit ansvar at tage samtalen, men det er ikke mig, der gør forskellen til omvendelse.”

Dorthea-Emilie: ”Ansvaret for, at vedkommende bliver omvendt, ligger ikke hos mig, ellers ville der være for mange faktorer, der spillede ind: hvad hvis jeg ikke gør det godt nok i denne samtale eller skubber dem længere væk i stedet for. Det, at jeg kan få lov til at lægge det over til Gud og sige: Lad mine ord blive modtaget rigtigt, uanset om jeg kommer til at kvaje mig, om jeg kommer til at sige et eller andet, der kan misforstås… Jeg kan få lov til at lægge det over til Gud.”