Tre fantastiske dage på Ærø

Studielivskonference 2019 blev i sidste øjeblik flyttet fra den nye ungdomsø i Københavns havn (Middelgrundsfortet) til Sømandshjemmet Aggershøj på Ærø. Trods det var resultatet en fantastisk konference

Tre fantastiske dage på Ærø

Af Kristian Kappel, studentersekretær i Østdanmark

 Solen skinner fra en skyfri himmel. Morgenbadningen og morgenbønnen er vel gennemført, og vi spiser morgenmad i den store frodige have på Aggershøj Sømandshjem i Marstal. Vi er i alt ca. 30 KFS’ere i en god blanding fra Aarhus, Odense og Københavns KFS, samlet på årets Studielivskonference.

 Fra Ungdomsø til Ærø

Egentlig var det meningen, at konferencen skulle holdes på den nye Ungdomsø, som spejderne det seneste år har arbejdet på højtryk for at få klar, men på grund af en manglende tilladelse, blev vi tvunget til at flytte location i sidste øjeblik.

Tid til at se tilbage og se frem

På mange måder var Studielivskonferencen i år en form for nytårslejr. Når man er studerende, føles september ofte som nytår, og programmet havde derfor fokus på ”året der er gået” og ”året der kommer”. Det, kombineret med nogle dage, der ikke var booket fra morgen til aften, gav konferencen et skær af retræte med tid til at mærke efter og stille ind på den forestående semesterstart. Hertil kom en række samtale- og debatoplæg af Thomas Frovin, Troels Nymann Eriksen og Viggo Mortensen (ikke skuespilleren, men teologiprofessoren fra Ærø), som var med til at sætte tanker i gang.

 SUP, undervandsjagt og speedbåd

Som en ekstra bonus råder Aggershøj over udstyr til undervandsjagt, Stand Up paddleboards, en speedbåd med badering efter og meget andet godt. Derfor blev eftermiddagene i år, til stor begejstring, rykket til havnen i Marstal.

Alt i alt ser vi tilbage på en fantastisk konference med mange indtryk, både til hovedet og til kroppen. Om vi næste år forsøger os igen med Ungdomsøen vil tiden vise. Indtil videre siger vi tak for i år til Aggershøj, Simon Ambrosen (sømandsmissionæren) og Ærø!