”Tak, fordi I laver Challenge”

Helene Rasmussen har været en af hovedkoordinatorerne bag den aarhusianske eventuge, Challenge, som løber af stablen i denne uge. KFS medarbejder var taget til Aarhus for at være med til en lunchbar i Nobelparken på Aarhus universitet og fik en snak med hende bagefter. 

”Tak, fordi I laver Challenge”

I denne uge er der Challenge i Aarhus arrangeret af KFS. Det er en uge fyldt med events på Aarhus’ studiesteder. Fra mandag til torsdag var der lunchbars i Nobelparken og Business and Social Sciences, BSS. Konceptet går ud på, at studerende bliver inviteret på et gratis oplæg og sandwich i deres frokostpause. Lunchbaren handlede om de historiske fakta, der taler for Jesu opstandelse og guddommelighed. Det, og muligvis også udsigten til gratis frokost, havde fået 80-90 studerende til at møde op til den østrigske Oxford-teolog Christian Hofreiters oplæg.

Efter lunchbaren stillede vi Helene Rasmussen, en af hovedkoordinatorerne, et par spørgsmål.

Hvorfor holde Challenge?
”Fordi det giver mening. Det er ikke, fordi jeg er fan af det her event-evangelisation, Tanken kan godt være lidt skræmmende og lidt overvældende. Men jeg kan bare godt lide den måde, hvor det bliver lettilgængeligt at tage sine venner med til et arrangement, som giver en mulighed for at få snakket med sine venner om tro.

Jeg er ikke helt vildt god til at gøre det selv i min hverdag, og så er det nogle gange nemmere, hvis der er et event eller nogle rammer omkring det, der giver en mulighed for det. Så jeg tror, at det er det, der tiltaler mig. Nu hvor det er i gang, synes jeg bare, det giver så meget mening at lave det.”

Hvorfor?
”Fordi der kommer nogle folk ind, som rent faktisk er interesserede. Tit tror jeg, at vi kristne – især jeg – kan tænke, at folk alligevel ikke gider at høre om det, at der ikke er nogen, som synes, det er er spændende. Og så kommer der en hel masse ind til en lunchbar, som måske bare kommer til en gratis sandwich, eller som måske synes, det er meget spændende. 

Og så giver det bare mening. At få snakket om tro og bryde lidt op med denne her tankegang – som jeg ikke ved, om det bare er os kristne, der har – at det lidt er et tabu at snakke om tro i et større forum. Fordi folk er egentligt venlige og synes, det er fint nok, når vi kommer.”

Så det har været en succes?
”Det synes jeg. Altså jeg ved ikke, hvad et succeskriterium er, men jeg synes, det har været en meget positiv oplevelse. Specielt i løbet af ugen.”

Er der en eller to oplevelser, som bare får det hele til at give mening?
”Der er en, som jeg har snakket med i weekenden op til og i løbet af arrangementerne, som har taget to venner med igen og igen. Han har bare har sagt ”tusind tak, fordi I laver det her arrangement, og tak fordi I bare giver mig mulighed for at tage mine venner med.” En af vennerne har skrevet sig op til, at hun gerne vil høre mere – eventuelt i Uncover. Det tror jeg egentlig bare er det fedeste jeg kan få at vide. At der er nogle, som kommer hen og siger tak, fordi vi har givet mulighed for at tage deres venner med. 

Det er egentlig det, jeg synes er det vigtigste i det. Jeg tror på at det der mest batter noget er når der er nogle kristne der tager deres venner med til de her arrangementer, fordi så kan de også tage snakken videre senere hen. Det er helt vildt fedt, at nogle kommer herhen for at høre et oplæg til en lunchbar, men mange af dem vil gå igen, og hvis der så er nogle venner, er der større sandsynlighed for at snakken kører videre. Og så er det bare fedt, at der er nogle, der bruger den mulighed, og at snakken kører videre.”

Er der noget negativt at sige?
”Jeg synes faktisk, at det er gået godt. Mandag var lidt en prøvedag, hvor det hele lige skulle prøves af, men det gik faktisk godt, og jeg synes, folk har været meget venlige. Jeg har ikke været nede på BSS, men her i Nobel har folk enten været ligeglade eller også har de været positive. Der har ikke været nogen, der har været negativt stemt over for det. Så det er ikke for at forgylde det, men jeg kan ikke lige sige et eller andet negativt.”