STORY

Guds historie og din historie

STORY

Af Lars Breum, studerende på CBS og en del af STORY-teamet

I marts havde vi for anden gang STORY i København. STORY er en ’mission week’, hvor KFS i København sammen med andre kristne gør en ekstra indsats for at nå ud på de videregående uddannelser med relevante events. Vi prøver at sætte et særligt fokus på de personlige historier – og på, hvordan de passer sammen med Guds historie. Vi kombinerer tro/fag-oplæg på studiestederne med personlige livsfortællinger og oplæg om Jesus til aftenmøderne.

I år havde vi frokostoplæg på 4 forskellige campusser, hvilket er mere, end vi har prøvet tidligere. Ved aftenmøderne på en hyggelig café fik vi besøg af en række interessante mennesker fra ind- og udland, hver med sit fokus: en studerende, en musiker, en advokat og en lektor.

Jeg var særligt glad for, at vi havde STORY på mit eget studie, CBS. Her havde vi to oplæg med i alt omkring 50 deltagere. Det var en god oplevelse at kunne invitere mine studiekammerater til at høre mere om, hvordan min tro hænger sammen med vores fag. Det har givet et godt udgangspunkt for videre samtale. Det er fedt at kunne invitere til et event på sit studiested, men det er bedre, når der er plads til at tage snakken med ind i hverdagen. Det er det, jeg tænker, STORY kan sætte i gang.

Målet med STORY er, gennem menneskers fortællinger, at pege på Jesus. Men det er ikke meningen, at det kun skal være en gang om året. Forhåbningen er, at STORY kan sætte gang i samtaler om Jesus, der varer året rundt.