STORY i København: Den personlige fortælling i fokus

Alle har en historie, og alle har dermed noget at bidrage med, uanset hvor meget de har tænkt over, hvad de tror på. Der er konceptet bag eventserien STORY.

STORY i København: Den personlige fortælling i fokus

Af Kristian Kappel, studentersekretær i Øst

Måske har du hørt om ”Convinced?” – som indtil i år har været navnet på KFS Københavns årlige eventuge. Altså den uge hvor vi rykker KFS ud på de københavnske studiesteder og inviterer til lokale frokostoplæg og fælles aftenmøder.

Den årlige eventuge har i hele min tid som KFS sekretær været et af højdepunkterne i forårsprogrammet – og det skal det naturligvis fortsat være.

Fra Convinced? til STORY

I år kommer du dog til at lede forgæves, hvis du søger efter Convinced? arrangementer. Vi har nemlig skiftet navn, og inviterer i stedet indenfor til ”STORY”.

Denne gang med frokostevents på CSS (Center for Sundhed og Samfund), DTU og CBS samt aftenevents på Café Nutid – Nødhjælpens Ungdoms café tæt ved Nørreport.

Nyt navn… ikke samme indhold

Du fristes måske til at stemple ændringen som et PR stunt – nyt navn giver ny interesse og så videre, men bag STORY-navnet ligger faktisk en hel del nye tanker.

STORY er egentlig ”opfundet” af UCCF, det engelske KFS, og vi har lånt rigtig meget derfra. Her ændrede man for nogle år siden vinklen på eventugerne mange steder i forsøget på at finde et mere fælles fundament for en samtale om tro.

Hvor Convinced? vinklen lægger op til debat og til et stort fokus på det rationelle forsvar for troen, lægger STORY i højere grad op til den personlige fortælling. Alle har en historie, og alle har dermed noget at bidrage med, uanset hvor meget de har tænkt over, hvad de tror på.

Samtidig er grundlaget for den kristne tro en fortælling, og der er en mængde oplagte paralleller mellem vores små personlige fortællinger og bibelens store fortælling – uanset om man er kristen eller ej.

Aftenevents i ny form

Møder du op til et af de otte frokostevents, vil du genkende rigtig meget fra Convinced? – 20 min. oplæg og efterfølgende spørgsmål, debat og feedback.

Aftenmøderne får til gengæld en helt ny form. I stedet for et apologetisk oplæg hver aften har vi nu fire interviews – et hver aften – med fire forskellige personer og dermed fire forskellige fortællinger om faglighed, kristen tro og liv. En psykiater, en erhvervsmand, en forsker og en studerende. Herefter tager vi en konkret historie fra Johannesevangeliet op i et kortere oplæg, som relaterer til temaerne i interviewet.

Efterfølgende er der naturligvis tid til samtale, spørgsmål mv. – til både interview og Johannes-tekst-oplæg. Hver aften har vi desuden musik ved en lokal kunstner.

Hvis du er nysgerrig kan du se det konkrete program på www.kfskbh.dk/story

Hvad er din historie?

Det betyder at vores temabeskrivelse i år lyder noget anderledes. På invitationen står der således:

HVEM ER DU? 

Spørger man din mor, din underviser eller dine følgere på Instagram er svaret helt forskelligt. Men hvad vil du selv svare?

Din historie fortæller noget om din opvækst, om centrale personer og om store begivenheder i dit liv. Din historie fortæller noget om dine værdier, overbevisninger – og om din tro. Og lige meget hvad du tror på – og om du i perioder har mistet troen på dig selv eller tilværelsen – så er din historie din. 

STORY har inviteret 4 inspirerende, ambitiøse og modige personer til at fortælle deres historier om karriere, liv og kristen tro.  

DU er inviteret til 4 aftener med god musik, afslappet stemning og plads til spørgsmål om livet, troen og den kristne fortælling. Du er velkommen, uanset hvad du tror på og måtte fortælle om dig selv!

STORY arrangeres af CBS Christians, Christians at DTU, KFS på CSS, Crossroads Kbh. og Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) i København.

Partnerskab

I år har vi for første gang lavet et officielt partnerskab, nemlig med ”Crossroads” – en lille studenterorganisation startet af et amerikansk missionærpar.

Hovedårsagen til at samarbejde med netop dem er, at grupperne på CBS og CSS har tilknytning dertil – og er grupper vi forvejen samarbejder med.

Det har desuden den konkrete bonus, at vi får besøg af 12 amerikanske studerende, som kommer udelukkende for at hjælpe os med STORY, hvilket vi er meget taknemmelige for!

Gi´ os et like

Hvis du har lyst til at følge med i STORY – København, foreslår vi at du gi´r vores Facebook side et like: www.facebook.com/storykbh. Du kan også se mere på www.kfskbh.dk/story