Sprudlende miljø i KFS

Hjælpeorganisationen Mission Øst udstillede på KFS’ Påskelejr. Medarbejderne blev imponeret af de mange engagerede unge.

Sprudlende miljø i KFS

Vanen tro var der standdag på KFS’ Påskelejr. En lang række forskellige organisationer, foreninger med mere havde stillet stande op i kantinen på Skanderborg Gymnasium, så deltagerne kunne få indblik i det kirkelige arbejde. Mission Øst var en af de organisationer, der deltog med stand. Mission Øst er en international hjælpeorganisation, der med afsæt i Danmark yder humanitær hjælp i lande med krise, krig og katastrofer verden over.

Opbakningen får de blandt andet fra gavmilde danskere, og derfor var det spændende for Mission Østs medarbejdere at møde de unge på KFS’ påskelejr. Mission Øst fik mange gode samtaler med deltagerne.

”Tak for, at Mission Øst fik lov til at være en del af det sprudlende miljø, vi oplevede på påskelejren”, siger Line Højland fra Mission Øst. Hun er kommunikationsmedarbejder med ansvar for organisationens annoncer, blade og andre tryksager.

”Det var dejligt at møde så mange engagerede unge mennesker med et stort hjerte for at give en hånd med ude i verden”, siger Line Højland. 

Mission Øst yder akut nødhjælp og langsigtet udviklingshjælp i Østeuropa og Asien og hjælper årligt flere hundrede tusinde nødlidende i Afghanistan, Armenien, Burma, Irak, Nepal, Nordkorea, Rumænien, Syrien og Tadsjikistan. Mission Øst formidler hjælpen gennem private gaver og donationer samt støtte fra Danida, de norske og tyske Udenrigsministerier, samt EU og FN.

Om udstillingen på KFS’ påskelejr, slutter Line Højland:

”Vi håber at få lov til at være en del af det en anden gang!”