Psykologer eller præster?

I dag var der Lunchbar på CSS, som en del af eventugen Convinced? Sognepræst Niels Jørn Fogh talte om emnet ”Hvad skal vi med præster, når vi har Svend Brinkmann?” Jeg har talt med to psykologistuderende om deres tanker og reaktioner på oplægget.

Psykologer eller præster?

Af Helene Lilleøre, praktikant i KFS

Sandheden skal ikke findes inde i os, men uden for os selv. Det er en holdning Svend Brinkmann og Niels Jørn Fogh er enige om. Hvor Svend Brinkmann peger på familie eller det at gøre godt, der peger Niels Jørn Fogh på Jesus. Over 60 studerende var mødt op til dagens lunchbar, for at få en gratis sandwich og høre om psykologi vs. teologi.

Efter oplægget snakkede jeg med to psykologistuderende: Emilie Hansen og Ditte Bondeson.

Hvad er jeres umiddelbare reaktioner og tanker?
Emilie: ”Umiddelbart tænker jeg, at det er meget relevant. Jeg synes, det er dybtgående og filosofisk på en anden måde, end de forelæsninger vi lige er kommet fra, der handler om arbejds- og organisationspsykologi. Måske i virkeligheden også en problematik som man diskuterer lidt ude i krogen, henholdt til Svend Brinkmann og psykologien. Men man glemmer lidt kirken, og hvad den har af relevans, hvilket jeg egentligt synes han (Red. Niels Jørn Forgh) understregede ret godt.”

Ditte: ”Jeg synes også, det var et rigtigt spændende emne. Det var også derfor, jeg gerne ville til det. Jeg synes, det er nogle ret spændende tanker og relevante for de fleste mennesker. Sådan i hvad der er for nogle ting, der er i vores kultur, sådan noget med selvhjælp og at vi hele tiden skal frem. Det er rigtigt, man hører ikke så meget om kirkens syn på det. Jeg savnede, at den havde forholdt sig en lille smule mere til er, hvad det er, præster kan, som psykologer ikke kan.”

Hvad tænker du, at præster kan, som psykologer ikke kan?
Ditte: ”Det ved jeg ikke, det var det, jeg kom for ligesom at blive klogere på. Jeg læste på et tidspunkt en artikel i Weekendavisen, der handlede om dette med, at psykologer var i gang med at blive vores tids nye præster. Eftersom jeg ikke har så meget at gøre med præster selv, så kan jeg også tænke, er det dét, psykologer er i gang med at overtage, eller er det noget helt andet? Hvad er relevansen af præster?  Hvad er det, det religiøse kan give i sig selv?”

Emilie: ”Jeg synes, han havde en god pointe med det historiske aspekt af Bibelen. Det er virkelig relevant for alle mennesker at ty til noget større end sig selv. Måske går vi ind i biografier, som handler om succesfulde personer og lægger os op ad, hvordan vi kan blive lige så succesfulde som dem. I stedet for når verden er ond, der er krig, og man har mistet sine nærmeste, så at ty til et fællesskab, der allerede eksisterer som institution (red. Kirken), og en bog (Bibelen), som kan give nogle flere perspektiver. Jeg synes også, det er spændende. At det er meget universelt.”

Emilie: ”Min søster er 13, og hun skal snart konfirmeres, har valgt at gå med kors til dagligt og har lige valgt at blive døbt. Hun var ikke døbt af vores forældre. Som 13-årig går hun op til sin præst, som hun også har skrevet om i sin livstilsrapport, som den mest vigtige person for hende. Jeg tænker, at det har jeg vildt svært ved at forstå, for jeg lægger mig ret meget op ad videnskab, hvor hun er sådan, ”Jeg tror ikke altid på videnskab. Jeg tror, det vigtigste er at have et fællesskab omkring noget, der er større sig selv.”

Det kan hun formulere som 13-årig. Det er, fordi hendes præst i lokalsamfundet kender min far, kender min mor, kender hendes venner. Kender det miljø hun omgås i. Og det, tror jeg, har en kæmpe betydning for, at hun er ved at skabe en identitet sammen med nogle mennesker, der kan inspirere hende til at gøre nogle af de ting, som kirken eller præsten synes er helt vildt vigtigt for et menneske. Der er så meget guld i præster i forhold til lokalsamfundet.”

Så det har noget at gøre med præsternes rolle?
Emilie: ”Ja, det tror jeg.”

På hvilken måde, tænker du?
Emilie: ”Fordi de har den her institution, der hedder kirken, hvor mennesker kan komme til i et folkehus og samles.”

Ditte: ”Det er jo også netop derfor, at det kan være svært at se, hvad forskellen er på en psykolog og en præst. Hvis det er den helt nære relation, hvor man ligesom kan snakke om nogle ting, som man ikke nødvendigvis ellers kan andre steder, så er der jo et stort overlap.”

Emilie: ”Men det er det, jeg synes, lige netop præster kan. Det med at være en del af lokalsamfundet på andre planer. Fordi psykologer lige nu, som jeg fornemmer det, er gode til at håndtere de dybe, svære spørgsmål – typisk en til en. Og så kommer psykologer ikke nødvendigvis så bredt ud. Ham (Red. Niels Jørn Fogh) her har jo 40 konfirmander, hvor han også på en eller anden måde kommer ind i barnets verden. Det tror jeg bare betyder meget, selvom vi måske underkender det lidt i Danmark, så betyder det fællesskab omkring noget, der er større end en selv, som kirken kan tilbyde, noget.”