KFS’ Store Påskeshow blev… Stort

Alle traditioner, det gode indhold og den festlige påskefejring blev i år kastet op i luften, blandet med en masse nye idéer og ud kom: ’Det Store Påskeshow’. Og det blev… Stort!

KFS’ Store Påskeshow blev… Stort

”Vi skal finde på et koncept, der ikke kan aflyses!” Ordene faldt i starten af januar, midt i den hårdeste nedlukning, vi har prøvet, og efter et år med to aflyste KFS-lejre i træk.

Resultatet blev: ’Det Store Påskeshow’. Et liveshow styret af veloplagte værter med forskellige indslag fra hele paletten af KFS’ arbejde, lovsang og ikke mindst en stærk forkyndelse af det håb, Påsken bringer med sig. Og på trods af omstændighederne blev ’Det Store Påskeshow’ alligevel til en festlig aften for KFS’ere rundt omkring i hele landet.

En skøn aften, der samlede og skabte fælleskab

Efter lang tids forberedelse var det spændende at se, hvor mange der ville blænde op for showet på selve aftenen den 27. marts. Det kunne dog med glæde konstateres efterfølgende, at der havde været op imod 7-800 KFS’ere og gamle venner af KFS, der havde fulgt med.

En af de KFS’ere, der så med, var Markus Kaas, der går i 1.g på Gribskov Gymnasium. For ham var det dejligt, at ”(KFS) midt i en coronatid med social distance formåede at samle folk i stuerne til et varieret show fyldt med lovsang, humor, taler og underholdning.”

Netop det at skabe samling og samhørighed blandt KFS’erne og KFS var også en af hovedformålene med showet, fortæller Peter Bjerre, sekretariatsleder i KFS og lejrchef for Påskelejr:

”Det stod hurtigt klart for os, at det desværre ikke ville blive muligt at afholde Påskelejr i år. Men vi ville stadig gerne give KFS’erne noget af det indhold og fællesskab, som lejren normalt forbindes med. Samtidig var det også vigtigt for os, at det ikke ’bare’ måtte blive endnu et onlinemøde. Den feedback, vi har fået fra KFS’erne, er, at det faktisk lykkedes at give dem lidt af den fællesskabsoplevelse. Det glæder vi os rigtig meget over.”

At det ikke bare var ’endnu et onlinemøde’ er også noget af det, der står tilbage for Anna Van Eeden, der går i 3.g på Hovedstadens Kristne Gymnasium. Hun havde ”en skøn aften med dejlig lovsang og andagt,” og for hende var det tydeligt at se, ”at der var lagt en masse arbejde i både teknik og indhold.”

”Vi fik rigtig mange gode erfaringer”

Den gode respons på showet glæder Peter Bjerre, der også kan konstatere, at KFS kan tage en god portion nye oplevelser og læring med sig videre:

”Det var jo en helt ny opgave for os alle at skulle skabe en aften, der ikke ’bare’ lignede et aftenmøde på Påskelejr, men som også passede til tv-formatet. Vi fik heldigvis god sparring undervejs, og selvom vi var tvunget af omstændighederne, og der naturligt også er ting, der går galt, er det altid en lærerig og sjov proces, når man tager de velkendte idéer og formater, vender dem på hovedet og prøver noget nyt.”

Selvom ’Det Store Påskeshow’ var en god oplevelse, der også har givet anledning til nye tanker og idéer, glæder Peter Bjerre sig dog også til at kunne afholde lejre igen:

”Det sidste år har jo været med til at minde os alle om værdien af at være fysisk samlet. Det her format kunne noget andet, som det var rigtig sjovt at lege med. Men hold nu op, vi glæder os altså også til at kunne invitere KFS’erne på Discipeltræf og Påskelejr igen!”

Hvis du gerne vil se eller gense ’Det Store Påskeshow’, kan du finde det på KFS’ YouTubekanal ’KFSdanmark’.