Kan man tænke sig til at tro?

Rebekka fra LTC deltog i 'Skepsis' i Aarhus og fortæller her om sine oplevelser

Kan man tænke sig til at tro?

Skepsis og samtale

I GymKFS i Aarhus er januar hverken tung eller trist. Det er tværtimod en måned, som dirrer af ægte engagement. Under overskriften ’Skepsis’ har KFS’erne inviteret til tre debataftener med oplæg og mulighed for spørgsmål og samtale. I år har oplæggene fra forskellige vinkler belyst spørgsmålet om, hvorvidt man kan tænke sig til at tro.

Rebekka og resten af Vestteamet fra LTC var med på to af debatarrangementerne i Aarhus, og Rebekka fortæller om en særdeles velbesøgt aften d. 29. januar: ”Der kom omkring 90 mennesker – cirka 40 af dem var KFS’ere, resten var klassekammerater og andre interesserede, som KFS’erne havde inviteret med sig. Så fedt, at der kom så mange!”

Et glædeligt gensyn

Kristoffer Kruse (billedet) holdt et kort oplæg med titlen ’Betvivl din tvivl’, og bagefter blev der delt spørgsmål ud, som blev debatteret ved bordene. Endelig var der mulighed for at stille spørgsmål til oplægsholderen. Rebekka siger, at man godt kunne mærke, at nogle af spørgsmålene var ganske kritiske og måske blev stillet for at få oplægsholderen ’ned med nakken’, men hun fremhæver, at Kristoffer gav nogle rigtig gode svar. Bagefter fortsatte dialogen ved bordene, mens der var gratis kaffe og kage.

Rebekka blev rigtig glad for at gense en pige, som også havde været med til det første arrangement ugen før. ”Jeg havde en virkelig god samtale med hende på den første aften, så at møde hende igen gangen efter og mærke, at Skepsis havde sat nogle tanker i gang hos hende, var bare dejligt.”

Rækken af Skepsis-aftener er slut for denne gang, men næste år er der mulighed for at være med igen. Hold øje med Aarhus KFS på Facebook, hvis du vil vide mere.