"Jeg sprang ud som aktivist"

KFS’eren Anna Kiel Rughave er engageret i det studenterpolitiske arbejde Et Andet Universitet, som er kritiske over for blandt andet fremdriftsreformen. Det minder lidt om det kristne fællesskab.

"Jeg sprang ud som aktivist"

Af Anna Kiel Rughave, idéhistorie- og historiestuderende

En torsdag i unibaren, efter KFS, mødte jeg nogle studerende, som snakkede om universitetsreformerne og en aktion, som de var ved at stable på benene. Jeg lyttede, for jeg var selv frustreret over reformerne. Politik har altid interesseret mig, men jeg har aldrig været aktivist.

En dag dukkede jeg op til blokaden af rektoratet på Aarhus Universitet. Dér sad der en masse forskellige folk fra forskellige studier, med forskellig baggrund – politisk som religiøs. Vi havde dog noget til fælles: Vi ønskede, at fremdriftsreformen og dimensioneringsplanerne skulle trækkes tilbage, og at universiteterne skulle styres indefra, og ikke topstyres. Vi troede på et rummeligt, fleksibelt og alsidigt universitet, hvor studerende ikke knækker under presset, og hvor man stræber efter den højest mulige viden, og ikke kun den viden, der klirrer i kassen. Jeg sprang ud som aktivist!

Siden oktober 2014 har jeg været aktiv i den studenterpolitiske bevægelse Et Andet Universitet, og jeg synes virkelig, der er noget at kæmpe for. Vi har blokeret, informeret, og demonstreret for at gøre opmærksom på problemerne med kvalitetsudvalgets rapport, universitetsloven fra 2003 – og selvfølgelig reformerne.

Mange af mine studiekammerater og venner fra KFS knokler med studierne, samtidig med at de er engageret i meget andet. Stress, depression og følelsen af ikke at slå til fylder mig selv og mange omkring mig. Fremdriftsreformen kommer til at lægge et endnu større pres på de studerende. Kampen imod reformerne handler altså også om at passe på en masse hårdt slidende studerende, som kører på pumperne.

Desuden mener jeg, at der har været et overdrevet fokus den kemisk/biologiske side af mennesket de seneste år. Dimensioneringsplanerne rammer humaniora hårdest. Jeg er helt med på, at det er vigtigt, at vi har dygtige naturvidenskabsfolk, men mennesket er mere end kemi – det er også ånd. Vi har brug for at forstå mennesket som et socialt og kulturelt væsen, hvordan det tænker, hvad det tror på, det sprog det taler, hvad vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen.

Igennem bevægelsen har jeg mødt en masse fantastiske mennesker. På mange måder ligner det det kristne fællesskab. Vi kæmper for den samme sag, men er også vidt forskellige. Det har været spændende og lærerigt. I det ene øjeblik råber vi det samme kampråb, og i det næste sidder vi i ophedede diskussioner og gode snakke om kønskvoter, kapitalisme, kristendom, Kierkegaard eller kvantemekanik. Meninger brydes, men respekteres. Der er åbenhed i forståelsen. Måske er det fordi, vi har noget fælles at samles om og kæmpe for.

At studere er mere end at kunne pensum. Derfor kan jeg kun opfordre til at komme ud dér, hvor meninger brydes. Det er ikke kun bag skrivebordet eller i forelæsningsalen, vi lærer noget. Prøv det, du læser, af på andre, og bliv klogere på mennesker og din tro.