Challenge ændrede min mentalitet

Marie Ibsen Hoffmann var ansvarlig for lunchbars i Nobelparken under eventugen Challenge i Aarhus. Læs hendes tanker om ugen.

Challenge ændrede min mentalitet

Da eventugen Challenge løb af stablen i midten af april, foregik flere events i Nobelparken, hvor studerende blev tilbudt et oplæg og en sandwich til fire lunchbars. Engelskstuderende Marie Ibsen Hoffmann var ansvarlig for afviklingen af dem, og selvom det var en praktisk opgave, oplevede hun, at hun var en del af et meningsfuldt arbejde. Læs nogle af hendes tanker her.

Hvorfor engagerer du dig i Challenge?
”Det startede ud med, at jeg gerne ville udfordre mig selv lidt. Så jeg tænkte ”Det kan da godt være, jeg skal melde mig til Challenge,” for der var en seddel, man kunne skrive sig på. Og så blev jeg spurgt om at være ansvarlig for Nobel lunchbars. Jeg synes, det lød helt vildt udfordrende – også fordi det er mit første år på mit studie, og jeg ikke har været med til Challenge før. Jeg kan godt lide at tage en udfordring op, så jeg sagde ja.

Jeg synes virkelig, det er en vigtig sag. Det med at komme ud og vise sine medstuderende, at der faktisk er studerende rundt omkring dem, som tror på en Gud, selvom de er rationelle kritiske studerende. Det med at bryde fordommene. For jeg tror stadig, der er rigtig mange, der har fordomme. Og så synes jeg, der er mange muligheder i et miljø, som det her, fordi folk er meget åbne, fordi de har lært, at man skal være kritiske – også over for det, flertallet mener.”


(Marie Ibsen Hoffmann og Dialogsekretær i KFS Carsten Espersen)

Giver det mening?
”Altså det giver mega god mening. Jeg synes virkelig, det har været fedt. Jeg havde egentlig ikke tænkt, at det ville påvirke mig så meget, fordi det bare var praktiske ting. Men efter de her fire dage kan jeg virkelig mærke, at jeg har ændret min mentalitet. Jeg har måske været lidt tilbageholdende med at vise den kristne side af mig til mine medstuderende. De har vidst, at jeg er ”meget” kristen, men det med at invitere folk med til Challenge, det gør bare noget andet. Det at gå aktivt ud og dele troen med andre viser en form for glæde: “Jeg vil bare gerne dele det her, fordi det er så godt og så fedt.” Det gør, at folk ser, hvor fedt jeg synes, det er, og hvor vigtigt det er. Og hvor meget jeg gerne vil have dem med også. Det har ændret deres syn på mig, og mit syn på mig selv.

Og så synes jeg, at jeg har oplevet Gud helt vildt meget i den her uge, fordi det har været så intenst, og vi har bedt så meget. Jo mere man beder, jo flere bønnesvar får man.

Jeg lægger mærke til alle de ansigter, der var her fra dag et, og som stadig er her. Det er bare så fedt. Det med at man er med til at give interessen for at komme igen. Jeg kan godt lide at være en del af det at lede folk til Gud. Jeg føler mig mere som en del af det, end jeg havde troet.”

Hvad tænker du om det at lave en hel uge i stedet for et enkelt arrangement?
”Det er mega effektivt at samle det i flere dage i streg. I denne uge har vi også set det. Den første dag i mandags kom der 30 og i slutningen, de sidste to dage, har vi været 70 mennesker her i Nobel. Det viser noget om, at når det er nyt, og folk ikke rigtig ved, hvad det er, så er det lidt skræmmende, og folk har ikke rigtig lyst til at være en del af det. Men når det har været der en hel uge, og folk har snakket om det, og vi har mødt alle med flyers mindst fem gange… Så er det som om, der er flere, der tør at tage skridtet.

Ud over det, så tror jeg det glider bedre, når man har prøvet det dagen før på præcis samme måde. Så ved man, hvad det handler om dagen efter.

Og det at have et gennemgående tema er bedre, når det er intenst, fordi man kan have nogle emner, der er linket sammen. Så kommer man mere i dybden, og man får forklaret nogle spørgsmål, som blev stillet dagen før. Så kan man sige ”det snakker vi om i morgen,” og så er der grund til at folk kommer tilbage. Det er svært lige at nå rundt om det hele, når man har 20 minutter til en lunchbar.”

De mange events i løbet af eventugen var velbesøgte, og flere har udtrykt ønske om at fortsætte samtalen på den ene eller den anden måde – fx i en Uncovergruppe, hvor studerende undersøger, hvem Jesus i virkeligheden er ifølge Bibelen.