Byd velkommen til KFS' nye fundraiser: Troels Nymann Eriksen

Byd velkommen til KFS' nye fundraiser: Troels Nymann Eriksen

Økonomi, forbrug og penge. KFS' nye fundraiser er helt klar til at tale med KFS'erne om noget, der på papiret ikke altid er det nemmeste: Givertjeneste. Mød Troels Nymann Eriksen her, hvor han sender en lille hilsen til KFS'ere og alle jer, der følger med.

MortenBirkmose,  

Hej KFS’ere (og alle jer, der følger med)!

Mit navn er Troels, og jeg er KFS’ nye fundraiser.

KFS var kærlighed fra første spisepause for mit vedkommende. Det føltes som at blive medlem af Dumbledores Armé at træde ind ad døren til min første onsdagsspisepause i 1.g på Frederiksborg Gymnasium. De fleste KFS’ere vil dog nok kende mig fra tiden i Aarhus, hvor jeg har været med i ledergruppen og haft en finger med i spillet i de udadrettede events, der har fundet sted på universitetet.

Ligesom licens er KFS noget, vi giver til hinanden. Og det er også med den indgangsvinkel, jeg går ind til fundraising-arbejdet i KFS. Vi kigger ind i en større opgave på den front, men jeg tror, at det bliver spændende. Det bliver i hvert fald ikke mere meningsfuldt!

Og så er der for mig også en spændende udfordring i at skulle være ansvarlig for at tale om generøsitet og forbrug med KFS’erne. Givertjeneste er ikke altid det meste sexede. Men penge og forbrug er i vores del af verden bare en særlig udfordring, som vi skal forholde os til. Har du nogensinde overvejet, hvor meget Jesus egentlig formaner om og taler om penge? Det er en hel del!

Givertjeneste har været og er en integreret del af den måde, som KFS har tænkt og oplært til discipelskab på. Hvis Jesus er herre over hver eneste kvadratcentimeter af vores univers, og den retmæssige modtager af vores tak, så er penge også et område af vores liv, som vi bør bringe ind i det lys. Det betyder ikke altid gavebreve til KFS, men opgaven i at oplære til givertjeneste har historisk været en udfordring, som KFS har taget til sig. Den arv ser jeg frem til at løfte.

Nå, så vidt alt det. Vi ses derude!

URL: https://kfs.dk/seneste/byd-velkommen-til-kfs-nye-fundraiser-troels-nymann-eriksen/