KFS’ nye generalsekretær er fundet: Byd velkommen til(bage) til Jakob Højlund!

KFS’ nye generalsekretær er fundet: Byd velkommen til(bage) til Jakob Højlund!

Fra den 1. september kommer der til at stå Jakob Skovgård Højlund på generalsekretærens kontor i KFS. Han glæder sig til igen at skulle arbejde sammen med KFS’ere, frivillige og ansatte om at forkynde det gode budskab i studieverdenen: At Jesus kom til os, døde og opstod for at føre os tilbage til Gud, vores skaber.

MortenBirkmose,  

Den 1. september vender en KFS-kending hjem, når Jakob Skovgård Højlund sætter sig i stolen på generalsekretærens kontor i Ødsted. Efter en lang KFS-historie som studerende, hvor han blandt var engageret i Aarhus storKFS i løbet af sin studietid, stod han i syv år, fra 2013-2020, i spidsen for KFS’ Ledertræningscenter, LTC, som forstander. Jakob er 37 år, uddannet cand.mag. i historie og filosofi og har de seneste to år tjent som sognepræst i Stranda, Norge. Privat er han gift med Laura, og de har sammen børnene Birk, Silje og Ingvild.

For KFS’ bestyrelsesformand, Per Ladekjær, er det en stor glæde at kunne byde Jakob Højlund velkommen tilbage i KFS-folden igen:

“Vi er glade for at kunne byde Jakob velkommen tilbage i KFS-folden. Vi kender Jakob for en masse godt, som vi ser matcher meget godt med det, som vi får brug for i KFS i de kommende år. Jakob er i stand til at give retning teologisk, strategisk og ledelsesmæssigt i medarbejderflokken.

Derudover har han også en stor kærlighed til de studerende, og vi ved fra tiden på LTC, at de studerende også er begejstrede for ham. De oplever en leder, der er tydelig med, hvad han står for, men som også er villig til at gå i dialog og god til at være i øjenhøjde med KFS’erne. Mest af alt er Jakob kendt for at være optaget af Jesus og at gøre ham kendt i studieverdenen. Derfor er vi også overbeviste om, at Jakob er den helt rigtige til at stå i spidsen for KFS, og vi ser frem til samarbejdet.”

For Jakob Højlund er det også en stor glæde igen at skulle slå sine folder i KFS, hvor han ser frem til – i samarbejde med KFS’ere, frivillige og ansatte – at skulle forkynde de gode nyheder i studieverdenen. Mød Jakob her, hvor han også sætter nogle ord på, hvad arbejdet med studerende betyder for ham:

”Jeg glæder mig enormt meget til at komme tilbage til KFS og igen blive en del af arbejdet for at kende Jesus og gøre Jesus kendt blandt de studerende.

De studerendes åbenhed, nysgerrighed og store spørgelyst har altid tiltalt mig meget. Sådan var det i mine syv år som LTC-forstander, og når jeg kom ud og mødte KFS’ere og gym’ere andre steder i landet, var billedet det samme. Der var meget kort vej fra ”God dag, jeg hedder Jakob” til ”Hvad tænker du om Jesus?” Og det er jo det, det hele handler om: Jesus kom til os, døde og opstod for at redde os fra vores egen skyld og føre os tilbage til Gud, vores skaber, som elsker os – endda så meget at han ville ofre sit eget liv for os! Derfor skal vi snakke om Jesus!

Og så ser jeg frem til og er ydmyg over at gå ind i tjenesten som generalsekretær. Det er et stort ansvar, men heldigvis – eller måske snarere: Guds ske tak og lov! – består KFS af en masse fantastiske ansatte, som gør en fremragende indsats. Og dertil kommer alle KFS’erne, som både er hænder, fødder og mund i arbejdet for at gøre Jesus kendt. Så lad mig starte med en bekendelse: Hvor er jeg bare taknemlig over, at vi er mange sammen om arbejdet og kan drage nytte af hinanden. Og så vil jeg naturligvis gøre, hvad jeg kan, for at vi i fællesskab holder os til Jesus, hans Ord og evangeliet og på den måde styrkes i troen og vokser i frimodig tjeneste for Jesus, så endnu flere får del i livet med Gud.”

Jakob tager over som generalsekretær efter Christian Rasmussen, som fra den 1. september skal være generalsekretær i Israelsmissionen.

Tak og bed gerne med for Jakob og den tjeneste, han går ind i i KFS.

URL: https://kfs.dk/seneste/kfs-nye-generalsekretaer-er-fundet-byd-velkommen-tilbage-til-jakob-hoejlund/