Semesteropstart i KFS-land

Semesteropstart i KFS-land

Vi strækker kroppen og gnider nytårssøvnen ud af øjnene. Få overblik over forårssemesterets første arrangementer i din lokale StorKFS eller FællesKFS.

Simon Lindbjerg,  

Det kunne jo alligevel ikke blive ved…

Hverdagen har ramt os, og rundt om i KFS-land er der ved at være liv i de forskellige StorKFS og FællesKFS fællesskaber, hvor gymnasieelever og studerende mødes på tværs af studiestederne.

Fyn

I det fynske starter lokalforeningen Basecamp op igen d. 8. januar til stor fanfare, når selveste generalsekretæren i KFS kigger forbi. Der er drop-in fra kl. 14.30 med plads til lektielæsning eller bare hygge. Og er kvaliteten af din mors mad også faldet drastisk siden julemiddagen, så er der fællesspisning fra kl. 18.00.

De studerende i Odense KFS har snuden i eksamenssporet. De inviterer dog stadig til fællesarrangementer igennem hele januar, med bibelstudie allerede d. 4. og herefter henholdsvis spil-, film- og kreaaften hver torsdag i måneden.

Besøg KFS-grupperne i Fyn på facebook:

Basecamp (gymnasiale uddannelser)

Odense KFS (studerende)

Aarhus

Aarhus GymKFS var hurtig ude af nytårsfjerene og startede allerede d. 2. januar med første samling. Næste fællesmøde er den 16. januar, hvor der er generalforsamling samt et spændende oplæg med emnet “ny testamente ≠ utroværdig”.

Aarhus StudKFS er heller ikke lukket helt ned i eksamensperioden. Programmet for foråret er lige på trapperne, men allerede i næste uge inviteres alle til at deltage i de mange arrangementer rundt om i byen i anledningen af Evangelisk Alliances bedeuge.

Besøg aarhuskfs.com eller find KFS-grupperne på facebook

Aarhus GymKFS

Aarhus KFS (studerende)

Aalborg

I Nordens Paris starter FællesKFS i Nordjylland op d. 16. januar på Hotel Aalborg til en aften med fokus på bøn – for byen, studiestedet, fællesskabet og hinanden. Der er kage, leg og en opvask, der kun tager ganske kort tid, hvis vi hjælpes ad.

Besøg FællesKFS i Nordjylland på facebook

FællesKFS i Nordjylland

København

Gymnasiale studerende i og omkring landets hovedstad kan se frem til et spændende nyt halvår i Gym-KFS Øst. Første gymaften løber af stablen d. 12. januar med et spændende oplæg om “Videnskab og tro. To modsætninger?”. Der er mulighed for fællesspisning fra kl. 18.30, hvis man tilmelder sig begivenheden på facebook.

KFS København færdiggør de sidste eksamener i den første del af januar, men starter så op med et opstartsmøde d. 22. januar – i roligt tempo med plads til refleksion og eftertanke.

Besøg kfskbh.dk eller find KFS-grupperne på facebook

Gym-KFS Øst

KFS København (studerende)

Viborg, Sønderjylland, osv

I resten af landet er der også opstartsarrangementer i den kommende tid. Så grib fat i din lokale KFS-sekretær og find en FællesKFS nær dig.

URL: https://kfs.dk/events/semesteropstart-i-kfs-land/