Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Oplæg: Slap af

Man hører så tit om stress blandt studerende. Det har Bibelen faktisk noget at sige om. Læs Lisa Rom Boyes oplæg om at hvile i KFS-gruppen.

Oplæg: Slap af

Af Lisa Rom Boye, gymnasiesekretær i Østdanmark, lisa@kfs.dk

Jeg har længe forsøgt at finde ud af, hvordan jeg hviler bedst, og jeg synes ikke det er så nemt. I de ti bud er buddet om sabbatsdagen, hviledagen, før forbuddene om at begå drab og at stjæle. Men hvorfor er det så vigtigt at hvile?

Bibelen fortæller, at da Gud skabte verden blev mennesket skabt på den sjette dag. Den syvende dag stod Gud og pegede på alt det gode, han havde skabt og inviterede Adam og Eva til at begynde med at hvile. Slap af! Gud skabte os ikke, fordi han havde brug for hjælp til at skabe.

Men han skabte hviledagen, fordi han ikke ønsker, at vi skal knokle hele tiden. En dag i ugen skal vi betragte det, Gud allerede har skabt, og gøre noget anderledes og noget, vi har lyst til. Hviledagen handler ikke om, hvad der er tilladt og ikke er tilladt at gøre, men om at slappe af og gøre det, vi har lyst til.

Buddet om hvile er sammen med de andre bud til for at beskytte vores liv. Det kan være udfordrende at læse om hvile, midt i eksamenstiden, men måske er det endnu vigtigere nu end ellers?

Og hvordan hviler vi så bedst? Er det ved at sove en middagslur? At vente til i morgen? At være sammen med gode venner uden, at vi skal udrette noget? At gå i kirke? At gøre et andet menneske glad? At løbe en tur? At slukke for fjernsynet, computeren og telefonen?

  1. Hvordan hviler I bedst?
  2. Hvad sker der, hvis man ikke hviler, når man har travlt?
  3. Jesus siger i Matthæusevangeliet kapitel 11, vers 28: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Har I oplevet det?
  4. Hvordan kan I hjælpe hinanden med at søge hvilen?
  5. Hvad vil dem, I læser sammen med, sige til buddet om hvile?