Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Oplæg: Han vækker mit øre

Er bibellæsning en sur pligt? Hvorfor er det sådan? Få inspiration til KFS-gruppen i Carsten Espersens oplæg om, at Jesus vækker vores ører.

Oplæg: Han vækker mit øre
 Af Carsten Espersen, tidl. dialogsekretær i KFS

”Gud Herren har givet mig disciples tunge, så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte. Hver morgen vækker han mit øre, og jeg hører som en discipel”

– Esajas’ Bog kapitel 50, vers 4

Kan du holde på en hemmelighed? Jeg slås med at få kontinuerlig bibellæsning til at fungere. Seriøst, jeg er temmelig gammel og har været kristen længe. Hvorfor er det sådan? Jeg ved også, at det for nogle fungerer bedre. Det kunne være endnu mere demotiverende, men for mig er det faktisk en opmuntring. Så er der mulighed for, at det kan være anderledes, og det giver mig faktisk frimodighed til at kæmpe videre.

  1. Hvad er din erfaring?
  2. Hvorfor er det (ofte) svært?
  3. Hvad giver dig glæde i din bibellæsning?

Et par af grundene tror jeg godt, jeg kender. For det første: Jeg bilder mig nogle gange ind at Bibelen handler om mig. Og jeg kæmper for at finde, hvad den lige skal sige til mig i dag, eller hvordan jeg kan bruge det. Men det er faktisk ikke rigtigt. Den handler om Jesus. Så har jeg en plads i hans historie, ja, men jeg er ikke hovedperson. De gange, hvor det går op for mig, bliver det langt mere spændende og interessant at læse.

Den anden grund er, at jeg ofte tror min bibellæsning er for Guds skyld, for at gøre ham glad eller bare være en god kristen. Tåbeligt! Gud har givet sin egen søn for mig, og så tror jeg, at min bibellæsning er for Guds skyld, for at gøre ham glad for mig! Sandheden er, at jeg læser for min skyld for at komme ind i Guds historie, høre og se, hvem han er. Hvem Jesus er. For at få næring og liv.

Bottom line… Hvad hvis det ikke var sådan? Men i stedet faktisk er Gud, der kommer til os, lokker og kalder os for at se ham og få nye kræfter, selv når vi læser?

Sådan er det faktisk. Beskrivelsen af disciplen i Esajas’ Bog er faktisk en beskrivelse af Jesus, Herrens tjener. Hvor er det fantastisk. Hver morgen vækker han Jesu øre – kalder på ham for at have fælleskab med ham. Det er Gud, der tager initiativet. Og han gjorde det til Jesus først. Men det overvældende er, at han drager os med ind i det. For Jesus har fået “disciples tunge”. Han har lært af sin far sådan, at han kan hjælpe den trætte. Det er dig og mig.

Og så kalder Gud også på os. For at vække vores øre og se mere af Jesus, så vi kan være andre til trøst. En fantastisk omsiggribende bevægelse.

Hvad ville det gøre, hvis det er Gud selv, der vækker vores øre, ikke primært os det styrer showet, for at vi kan høre, se, smage Jesus ord, og hvem han er? Hvis han har ansvaret?

Jeg vil derfor gerne opmuntre dig til et eksperiment.

Den næste uge kan du/I starte dagen med følgende bøn og læsninger

  • “Far i Himlen. Jeg beder dig væk i dag mit øre, så jeg må se Jesus bedre, åbn ved din Helligånd mit øre og hjerte. Amen”
  • Læs så dagens tekst og se efter Jesus.
  • Skriv efter en uge en refleksion ned om hvordan det har været. Del eventuelt jeres erfaringer i KFS gruppen. Eller med en ven.

Tekster:
Luk 24,13-32, Matt 27,27-51, Es 53,3-12, Joh 20,1-8+19-20, 1 Joh 1,5-2,2