Nyoprettet stilling: KFS får Undercovervolontør

Nej hov, Uncover skulle der have stået... Men hey, nu du er her: Kristoffer Hjort Kruse er netop startet som Uncovervolontør i KFS. Det er godt nyt til KFS'ere overalt i landet. Læs hvorfor her.

Nyoprettet stilling: KFS får Undercovervolontør

Den 1.februar havde Kristoffer Hjort Kruse første arbejdsdag i KFS i den nyoprettede stilling som Uncovervolontør. Han skal arbejde med KFS’ materiale til åbne bibelstudiegrupper, Uncover, og støtte og vejlede KFS’ere, der læser i Bibelen sammen med deres studiekammerater.

Vi snakkede med Kristoffer, efter han havde været i sving i et par dage.

Hvad præcis skal du lave i KFS?

“I KFS skal jeg arbejde 60% med Uncover og 40% med gymnasieelever. Mit Uncover engagement består i at tage ud og holde oplæg om, hvorfor og hvordan man holder Uncover, holde mig opdateret på hvor mange, der er i gang med at bruge materialet, og sparre med dem, hvis de oplever udfordringer. Desuden skal jeg også løbende begynde at overveje, hvordan man kan lave nyt Uncover materiale.

Derudover skal jeg som nævnt også arbejde med gymnasieelever. Her skal jeg være ansvarlig for nogle KFS grupper i det midtjyske – det kan I selv vurdere, om I ser som en advarsel eller opmuntring – og så skal jeg have ansvaret for gymkredsen i Aarhus.

Så der er mange spændende opgaver at give mig i kast med.”

Hvad kaster du dig over den første tid her?

“Først og fremmest skal jeg til at sætte mig bedre ind i brugen af Uncover, og hvordan det kan være et redskab til evangelisering. Jeg skal ud og præsentere Uncover første gang mandag d. 12. februar, så den første uge går i høj grad med at gøre mig klar til det.

Derudover skal jeg til at tage kontakt til gymkredsen og de forskellige ledere af KFS grupperne rundt på de gymnasier, jeg er ansvarlig for.”

Hvad kan KFS’ere bruge Uncovervolontøren til?

“I kan bruge mig til inspiration og udrustning til, hvordan og hvorfor Uncover materialet skal bruges. Det er min fornemmeste opgave at gøre materialet så lettilgængeligt som muligt, så der må I endelig bare tæppebombe mig med spørgsmål.

Jeg vil også rigtig gerne komme ud og holde oplæg for jer i KFS grupperne om Uncover, så der må I endeligt også bare kontakte mig, så vi kan få en aftale i kalenderen!”


Du kan kontakte Kristoffer på hans mail: uncover@kfs.dk