Ny mand med styr på økonomien

KFS ansætter ny økonomimedarbejder. Det bliver fremover Thomas Baungaard Skjoldbjerg, der tager imod dine henvendelser om fastgiverordninger, gavebreve og lignende.

Ny mand med styr på økonomien

KFS afsluttede i denne uge sin ansættelsesproces af ny økonomimedarbejder. Valget faldt på Thomas Baungaard Skjoldbjerg, som dermed skal indgå i det firemands store sekretariatsteam på KFS-centret i Ødsted.

Her møder du Thomas
Som økonomimedarbejder får Thomas særlige arbejdsområder indenfor administration af økonomi, givertjeneste og indsamling. Udover at modtage dine henvendelser på telefon og mail, møder du ham også ved kassererbordet på Discipeltræf og Påskelejr, hvis du har spørgsmål til lejrbetalingen eller andre henvendelser vedrørende økonomi.

Thomas er 27 år, gift med Sandra og færdiggør sin uddannelse som Financial Controller d. 1. juli. Han glæder sig til at tage fat på arbejdet i netop KFS: ”Jeg vil gerne arbejde i KFS, fordi det er sted, som giver mere mening end bare økonomisk fokus på profitten. Min drøm har altid været at arbejde i en organisation med en diakonal eller åndelig mission.”

Men vent – der er mere!
Gode ting er værd at vente på. Og der går et stykke tid endnu, før vi skal lære Thomas yderligere at kende. Han tiltræder nemlig først sin nye stilling d. 1. januar 2018 på grund af andre forpligtelser i forlængelse af hans studier.

Dermed kan vi også offentliggøre, at KFS har været så heldige, at det var muligt at forlænge Maria Laursens stilling som landskasser indtil årsskiftet. Hun tager dermed en ekstra tørn for KFS og lægger 6 måneder oven i ti års tro tjeneste.