Ny mand i KFS-centret

Simon er ny kommunikationsmedarbejder i KFS. Men hvad skal han egentligt lave?

Ny mand i KFS-centret

Den 1. februar var første arbejdsdag for KFS’ nye kommunikationsmedarbejder Simon Kammersgaard Lindbjerg.

Som kommunikationsmedarbejder i KFS er det Simon, der skal være tovholder for KFS’ hjemmeside, sociale medier og nyhedsbreve. Stillingen indeholder også en central position i redaktionen for Til Tro. Så der er nok at se til på det lille kontor i Ødsted.

”Der ligger allerede spændende opgaver på mit skrivebord. Et nyt lækkert Til Tro magasin skal snart i trykken, og der er en redaktion af frivillige, jeg glæder mig til at møde. Og så kalder arbejdet online, hvor jeg skal skrive nyheder og informere om KFS’ arbejde til oplysning og inspiration for de studerende og vores medlemmer.”

Simon, der overtager stillingen fra Jens Jørgen Jensen, er fortrøstningsfuld omkring indkøringsperioden i sit nye job.

“I alt det nye går det op i en højere enhed for mig, at mine arbejdsopgaver understøtter målet at gøre Jesus kendt på studiestederne og at arbejde for dem, som samles her.”

Der lyder også en invitation til alle brugere af KFS, om at føle ejerskab omkring kfs.dk og være medskabere på KFS’ tilbud. 

“KFS er på mange måder et fællesskab, ikke blot af kristne på de enkelte studiesteder, men af KFS’ere over hele landet. Så hvis nogen har inspirerende historier, gode idéer eller omvendt måske savner inspiration eller materialer, hører jeg gerne fra jer.”

Simon er dermed nu en del af det fem mand stærke KFS-sekretariat i Ødsted. Han kan fanges på simon@kfs.dk fra og med i dag.