Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

KFS opretter ny volontørstilling

Fondsmidler gør det muligt for KFS at ansætte Uncover-volontører de næste 3 år. Volontøren skal blandt andet støtte op om eksisterende Uncover-grupper og udbrede Uncover-materialet i endnu højere grad.

KFS opretter ny volontørstilling

KFS har ansat Kristoffer Hjorth Kruse som Uncover- og Aarhusvolontør fra 1. februar 2018 til 31. januar 2019.

Stillingen er oprettet ud fra et ønske om at udbrede brugen af Uncover og åbent bibelstudie endnu mere i KFS, fordi vi tror, at det gør en forskel, at vores venner får et personligt møde med Jesus gennem læsning og samtale ud fra beretningerne om ham. Med denne ansættelse ønsker vi at give endnu flere KFS’ere inspiration og støtte til at anvende Uncover i deres studiegrupper og med deres studiekammerater. Bibelen, og især de bibelske beretninger om Jesus, er jo det bedste, vi kan bruge til at gøre Jesus kendt.

Med Uncover-volontøren får vi en ansat, som har til opgave at inspirere ved at holde Uncover-workshops i alle dele af landet og på lejrene. Samtidig er han ansat til at give sparring, når KFS’ere bruger materialet.

Den anden del af volontørstillingen består i almindeligt KFS-arbejde med udgangspunkt fra Aarhus. Han vil være i kontakt med kontaktpersoner på gymnasierne, komme ud i KFS-grupperne i Midtjylland for at støtte og opmuntre, og så vil han være til stede i Aarhus’ gymnasiefællesskab, Gymkredsen.

Mød Kristoffer
Kristoffer er 24 år og fra Aarhus og klædt på til stillingen med en bachelor i teologi – samt et tydeligt kald.

”Jeg vil gerne arbejde i KFS, fordi jeg oplevede, at Gud bekræftede, at det er her, jeg skal være. Jeg brænder meget for, at flere mennesker må se Jesus, og til det tror jeg, at Uncovermaterialet er et rigtig godt redskab. Det vil jeg gerne inspirere flere til at bruge.

Jeg glæder mig mest til at arbejde for, at endnu flere får lov til at se, hvem Jesus er. Det er for mig utroligt værdifuldt, og det er jeg sikker på bliver en daglig glæde for mig. Derudover glæder jeg mig også meget til at vandre og dele liv med en masse gode mennesker.”

Da Kristoffer først er ansat fra d. 1.2 2018, arbejdes der i skrivende stund på en løsning, der muliggør en opstart af volontørstillingen allerede til august.