Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

KFS i bibelsamarbejde

Ønsket om at udvikle og fokusere flere ressourcer til bibelbrug i hverdagen er baggrunden for nyt samarbejdsforum, som KFS er med i.

KFS i bibelsamarbejde

”Alle de organisationer, som er samlet her, ønsker at styrke bibelbrug blandt danskere. Så hvorfor ikke arbejde sammen om det?”, spørger Lasse Holmgaard Iversen, landsleder i Bibellæser-Ringen. Han taler om Samarbejdsforum for bibellæsning som tirsdag den 27. oktober 2015 mødtes for første gang.

”Vi er enige om, at der er behov for at inspirere til at læse i Bibelen og arbejde med, hvordan det bliver omsat til levet liv. I fremtiden kan vi i højere grad gøre det sammen og dermed forstærke og opkvalificere dette arbejde,” fortsætter landlederen.

Allerede på det første talte organisationerne om nye, fælles projekter, som de kan løse sammen. Fx en bibelbrugerundersøgelse, mere fokus på at læse i Bibelen sammen med andre, sammenhængen mellem bibellæsning og forkyndelse. Så der er nok at gå i gang med!

Carsten Hjorth Pedersen fra Kristent Pædagogisk Institut, siger om det nye samarbejdsforum:

”Jeg ser for mig – og jeg håber – at dette samarbejdsforum bliver et sted, hvor vi inspirerer hinanden og udvikler fælles initiativer, så mange mennesker i alle aldre og livssituationer får et førstehåndsmøde med Guds levende ord i Bibelen.”

Samarbejdsforum for bibellæsning består ud over KFS af Bibelselskabet, Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, Indre Mission, Indre Missions Unge, Luthersk Mission, Luthersk Missions Børn og Unge, Evangelisk Luthersk Mission, Kristent Pædagogisk Institut og Bibellæser-Ringen, som er initiativtager til forummet.