Jens takker af

Den 31. januar blev sidste arbejdsdag for kommunikationsmedarbejder i KFS Jens Jørgen Jensen.

Jens takker af

Jens Jørgen Jensen begyndte i KFS den 1. februar 2012, hvor han skrev en kontrakt på fem år som kommunikationsmedarbejder. Alle ansættelser i KFS er tidsbegrænsede, så organisationen hele tiden kan holde sig frisk og nær ved målgruppen – studerende på gymnasiale og videregående uddannelser. Med udgangen af januar 2017 udløber hans kontrakt således.

Herefter skal en ny person med nye idéer og kæpheste tage over.

En af de ting, han har arbejdet med, er implementeringen af en ny grafisk profil i 2012, så det grafiske udtryk i KFS fik et mere ensartet udseende. Det resulterede i en ny hjemmeside, nytænkning af nyhedsmails, nye plakater, postkort og alle mulige andre materialer.

Et andet højdepunkt er et redesign og nytænkning af magasinet Til Tro.

”I det hele taget har arbejdet med Til Tro og samarbejdet med redaktøren og redaktionen i København været en af de mange ting, jeg kan se tilbage på med stor taknemmelighed,” fortæller den afgåede kommunikationsmedarbejder.

En af de primære opgaver gennem hele ansættelsen har været at formidle den gode historie fra KFS. Om det fortæller Jens:

”Det er en taknemmelig opgave, da der er så mange fantastiske mennesker i KFS – både de skønne studerende og medarbejderne – som gør et stort arbejde med at kende Jesus og gøre Jesus kendt i studieverdenen. De gode historier hænger så at sige på træerne.”

Jens’ afløser hedder Simon Kammersgaard Lindbjerg, og han begynder 1. februar.