Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Inspiration fra KFS’s nyeste lokalforening

På Nørre Gymnasium finder vi KFS’ nyeste lokalforening. Og her råder pionerånden i bedste velgående til inspiration for alle KFS grupper.

Inspiration fra KFS’s nyeste lokalforening

Sidst i september blev KFS gruppen på Nørre Gymnasium i Brønshøj den 15. og nyeste lokalforening i KFS.

Hvorfor? Tja, formandsgruppens svar er klart.

”Hvis din KFS gruppe er af en pæn størrelse, og I fungerer godt sammen, så er det svært at give en god grund til, hvorfor I ikke skulle blive en lokalforening.”

For vores egen og for KFS’s skyld

Den godt 30-mands store KFS-gruppe tog beslutningen på gruppens kollektivuge i slutningen af september. Og så gik det stærkt.

”Vi besluttede at blive en lokalforening for vores egen og for KFS’s skyld,” siger Nikoline fra formandsgruppen.

Hun forklarer, at som lokalforening har KFS’erne et kraftigt incitament til at melde sig ind i KFS, da kontingentspengene går til lokalforeningen selv. Dette giver KFS flere medlemmer, mens den nye lokalforening får nye økonomiske muligheder.

”Vi har ikke talt så meget om, hvordan vi vil udnytte de økonomiske ressourcer, men det gør os helt sikkert mindre begrænsede i vores muligheder,” fortæller hun.

“Desuden giver det rig mulighed for at tænke mere ud af boksen, når vi planlægger ræk-ud arrangementer. Måske kunne nogen finde på at byde Nørre-eleverne på frokost og en god snak om troen?”

Vi er Nørre G KFS, og vi vil lyse op

Nørre G’s vision er klar. Og det handler om at lyse op på gymnasiet.

”Vi ønsker at være et ærligt og trosstyrkende fællesskab med grobund i evangeliet, som oplyser og lyser op for andre på vores gymnasium. Både ved at være kærlige og handle godt overfor vores kammerater i hverdagen, men også gennem arrangementer, hvor vi inviterer Nørre G’s elever indenfor i vores KFS.”

Og dette kan være alt fra ‘Kom og hyg med kortspil og kage’ til ‘Kom og få svar på dine fordomme’, forklarer formandsgruppen. Sidstnævnte arrangement nød stor succes i sidste år, hvor Øst-volontøren holdt et kort oplæg foran omkring 70 fremmødte.

En vision viser, om vi er dér, hvor vi gerne vil være

Vel er det hele stadig nyt, men formandsgruppen i Nørre G KFS har mange gode tanker og råd til andre KFS-grupper, der overvejer at tage springet og blive en lokalforening.

“Som lokalforening får både I og KFS flere økonomiske ressourcer, som kan bruges på at forkæle jer selv og række ud til andre. Men husk at tage jer tid til at sætte jer – og hele gruppen – ind i, hvad det går ud på, ellers kan det nemt virke som styregruppens projekt, hvor man ikke får involveret hele gruppen.”

Et andet godt råd til både grupper og lokalforeninger er, at sætte sig ned og lave en vision for fællesskabet.

”Det har været fedt, at vi i Nørre G’s KFS har haft noget helt konkret at forholde og til. Så er det lettere at stille os selv spørgsmålet ‘Er vi der, hvor vi gerne vil være?'”, forklarer de.

Fremtiden

Der er masser af ting på plakaten hos Nørre G KFS i fremtiden.

“I vores KFS har vi tre formænd, som sørger for at holde styr på trådene og lægge et varieret program. Derudover arbejder vi med to udvalg; socialudvalget, der planlægger sociale arrangementer uden for skoletiden, og kollektivudvalget, som arrangerer to kollektive uger hvert år.”

Herudover forsøger lokalforeningen at starte et projekt op på gymnasiet, der i samarbejde med en lokal kirke skal skaffe julegavehjælp til udsatte børn.

Det stærkeste ønske for fremtiden er dog at holde fast i visionen og værdierne, som er med til at karakterisere lokalforeningen, og give disse videre, når der kommer nye 1.g’ere med friske inputs og unikke personligheder.

Derudover sniger der sig tit mere eller mindre spontane arrangementer ind her og der.

Og som Nikoline siger: “Det er ofte der, at man virkelig når at se hinanden i øjnene og hygge sig sammen.”


Er du blevet nysgerrig på, hvordan din KFS-gruppe kan blive en lokalforening, så læs mere HER. Skriv også gerne til din lokale KFS-sekretær og hør mere.