Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Bederums-debat: KFS imod forbud

"Vi ønsker ikke et samfund, hvor nogle bestemte holdninger og ytringer skal forbydes i det offentlige rum; tværtimod vil vi gerne have dem frem – munden fri og hånden bundet – for først når alt er ude i det offentlige rum, kan vi udfordre og udfordres og derigennem alle blive bedre demokrater og medborgere for hinanden."

Bederums-debat: KFS imod forbud

Dansk Folkeparti har stillet forslag om forbud mod bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner. Forslaget kan læses HER. KFS’ generalsekretær, Christian Rasmussen, har haft pennen fremme og forfattet nedenstående høringssvar.

Att. Folketingets Undervisningsudvalg

Kristeligt Forbund for Studerende takker for muligheden for at blive hørt ifm. Udkast til forslag til folketingsbeslutning om forbud mod bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner.

Vi er imod forslaget og har følgende kommentarer til bemærkningerne til forslaget, hvor det hedder:

”at Folketinget skal sikre, at alle offentlige uddannelsesinstitutioner – fra folkeskolen til de videregående uddannelser – forbydes at give plads til at indrette rum eller områder, som er tiltænkt udøvelse af religion, uanset hvad man kalder et sådan rum (refleksionsrum, stillerum, bederum el.lign.).”

Vi stiller os uforstående over for en så formynderisk tilgang til den på enhver skole ansatte ledelse. Forslaget umyndiggør de lokale ledelser og udtrykker ikke andet end mistillid til deres evne til at vurdere, hvad der bedst tjener miljøet på den enkelte skole.

”Uddannelsesinstitutionerne skal ikke give plads til bederum el.lign., da sådanne steder grundlæggende ikke er forenelige med danske traditioner, hvor formålet med en uddannelsesinstitution er undervisning og læring, ikke religiøs påvirkning eller udøvelse.”

Det er historieløst at bringe ”danske traditioner” i spil som argument mod bøn i skolen. Der har indtil for ganske nylig været tradition for en salme og et Fadervor ved morgensamlinger i folkeskolen, mange steder holdes stadig juleafslutninger i den lokale kirke, der er et årelangt og veletableret skole-kirke-samarbejde, og kristne studerende har siden KFS’ oprettelse i 1956 haft vide muligheder for at mødes i et ledigt lokale på skoler og bede en bøn for skolens ansatte og studerende. Dette forslag er altså ironisk nok i fuldstændig modstrid med danske traditioner og ikke i forlængelse af dem. Det havde således været redeligt, om forslagsstillerne havde ytret ønske om at skabe nye traditioner. Dét er nemlig tilfældet her.

”Forslagsstillerne har den klare opfattelse, at når man indretter flere og flere bederum på uddannelsesinstitutionerne, er det samtidig et udtryk for en tendens til at tage flere religiøse hensyn, hvilket forslagsstillerne ikke finder passende eller formålstjenstligt for en uddannelsesinstitution.”

Vi stiller os tvivlende over for vederhæftigheden i udsagnet, at ”man indretter flere og flere bederum” og vil gerne understrege, at vi ikke selv har eller kommer til at ytre ønske om særlige bederum. Vi er dog uenige i, at man tager særlige religiøse hensyn på disse få skoler. Man tager i stedet hensyn til, at mennesker er forskellige, og at alle er hele mennesker hele tiden. Igen er ironien slående. Det er retteligt forslagsstillerne, der tager ’særlige religiøse hensyn’ – blot med negativt fortegn. Der er på landets skoler mulighed for at samles om og udtrykke sig omkring politik og kultur og alt muligt andet, men nu skal religion pludselig skilles ud. Det er negativ særbehandling.

”Religion i Danmark er en privat sag, som vi ikke har tradition for at gøre offentlig og slet ikke som en del af de offentlige uddannelsesinstitutioner.”

Igen får forslagsstillerne misvisende henvist til traditionen. I Danmark har vi har tradition for religionsfrihed og forsamlingsfrihed. Religion har traditionelt været en offentlig sag, og er det til dels stadig – endda i det formelt offentlige rum. Forbindelsen mellem staten og folkekirken er formuleret i Grundloven, og derfor har vi et kirkeministerium og Folketinget selv åbner traditionelt med en gudstjeneste. Mere generelt fylder religion mere end nogensinde i den offentlige debat og mennesker udtrykker sig i en lind strøm religiøst i musik, litteratur og alt andet inden for kunstens verden. Ikke mindre væsentligt er det at minde om, at vore holdninger også informeres af det livs- og verdenssyn, vi har – om det er religiøst eller irreligiøst. Derfor mener vi, at gennemsigtighed er vigtigt i et demokratisk samfund, hvorfor religion i det offentlige rum er et gode. Vi ønsker ikke et samfund, hvor nogle bestemte holdninger og ytringer skal forbydes i det offentlige rum; tværtimod vil vi gerne have dem frem – munden fri og hånden bundet – for først når alt er ude i det offentlige rum, kan vi udfordre og udfordres og derigennem alle blive bedre demokrater og medborgere for hinanden.

”Endvidere er forslagsstillerne bekymrede for, om offentlige uddannelsesinstitutioner understøtter social kontrol ved at indrette bederum. Der er eksempler på, at bederum på uddannelsesinstitutioner også giver en mulighed for at kontrollere, om en elev eller studerende benytter disse bederum, hvilket må betegnes som social kontrol.”

Vi er enige med forslagsstillerne i, at den uformelle, negative sociale kontrol skal bekæmpes, men vi er stærkt uenige i, at det gøres bedst ved forbud, for hvad skal så ikke forbydes? Der findes social kontrol i alle miljøer. Hvis der findes eksempler på social kontrol ved skolefester, skal de også forbydes? Hvis der findes eksempler på social kontrol i sportsklubber, skal de også forbydes? Vi er grundlæggende uenige i, at generelle forbud her er vejen frem. Vi mener ikke, at man påvirker menneskers sindelag i positiv retning ved forbud, men ved at lade dem opleve åbne fællesskaber, hvor der er plads til alle. Et forbud mod religion på offentlige uddannelsesinstitutioner vil være kontraproduktivt, for det undergraver tiltroen til klassiske demokratiske værdier som ligeværd og åndsfrihed, der hører til den dannelse, vi netop gerne vil give eleverne (også) i skolen. Hvis vi virkelig tror på demokratiske værdier, så lad os praktisere dem og ikke indskrænke dem.

Mvh.
Christian Rasmussen,
Generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende